Rådgiver: Vent med at købe mineraler
Der er udsigt til lavere priser på mineraler. Derfor opfordrer rådgiver til, at man venter med at købe mineraler på lang kontrakt.

Peter Mark Nielsen anbefaler, at man venter med at købe mineraler på lang kontrakt. Foto: Velas
Mineralpriserne har i en længere periode været meget høje, ligesom alle andre fodermidler. De sidste par måneder er de dog faldet mærkbart, og alting peger på et fortsat fald.
Det oplyser svinerådgiver Peter Mark Nielsen fra Velas i årets sidste udgave af nyhedsbrevet »Trynekontakten«.
Fald i fosforprisen
Ifølge Peter Mark Nielsen kommer det største fald fra fosforprisen, da det meste foderfosfor kommer fra Rusland.
- Det meste kommer gennem den meget omtalte eksportkorridor igennem Sortehavet. Derfor følger ukrainsk korn også russiske landbrugsprodukter, herunder foderfosfor.
Aminosyrerne er også faldet ganske pænt i pris, hvilket, ifølge rådgiveren, er med til at give et yderligere prisfald.
- Så hvis din mineralkontrakt er ved at løbe ud, kan du forvente lavere priser end dem, du har nu. Hvor meget, afhænger helt af blandingen, lyder det fra Peter Mark Nielsen, der på den baggrund anbefaler, at man venter med at købe mineraler på lang kontrakt.
- Løber den ud, er det nødvendigt at få købt noget, men så skal du kun købe til 1-3 måneders forbrug, og håbe på, at prisfaldet fortsætter, så du derefter kan få lavet en længere afdækning.

Svineproduktionen i Danmark er faldende, så konkurrencen på mineralmarkedet skærpes igen. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Indhent tilbud
Rådgiveren vurderer endvidere, at mineralfirmaerne, med den mere rolige situation på råvaremarkederne, igen er ved at være villige til at finde de rigtige priser og terminer. Samtidig er svineproduktionen i Danmark desværre faldende, så konkurrencen på mineralmarkedet skærpes igen.
- Indhenter du tilbud, opfordrer vi dig til at høre flere udbydere af mineralblandinger - for at du kan få den helt rigtige pris igen, lyder opfordringen fra Peter Mark Nielsen.