Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Medfinansieret af Den Europæiske Union

De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor

EU-Kommissionens forslag om at indføre et støtteloft for hektartilskuddet på 100.000 euro pr. bedrift er noget skidt. Både for de berørte landmænd, fødevareforsyningen generelt og faktisk også for den grønne omstilling.

Det mener Christian Axel Ahlefeldt-Laurvig, indehaver af Hjortholm Gods på Langeland.

- Selv kommer vi til at mangle lige omkring en halv million kroner i det årlige regnskab, hvis forslaget bliver gennemført. Men det strider jo også grundlæggende mod strukturudviklingen i erhvervet, hvor der bliver færre men større jordbrug, siger han.

- Jeg tror egentlig ikke, jeg har nogen holdning til, hvorvidt dén udvikling er god eller dårlig, men det er bare dén vej, det går. Og det er en uomtvistelig kendsgerning, at sådan noget som præcisions- og højteknologisk landbrug – som omgivelserne jo kræver af os af hensyn til miljøet og klimaet – kræver en vis størrelse og volumen. De mindre brug har helt åbenlyst sværere ved at drive et landbrug lige så effektivt. Man er nødt til at have mange hektar for at have noget økonomi i det, tilføjer godsejeren.

Perfekte produktionsforhold

Christian Ahlefeldt-Laurvig drev tidligere Hjortholm Gods i et fælles I/S med sin far, Hans Ahlefeldt-Laurvig. I dag er generationsskiftet gennemført, og godset ejes nu 100 procent af den 37-årige landmand, som har tre medarbejdere.

Christian Ahlefeldt-Laurvigs forældre bor stadig i hovedbygningen, selv om Hjortholm Gods er blevet generationsskiftet.

Christian Ahlefeldt-Laurvigs forældre bor stadig i hovedbygningen, selv om Hjortholm Gods er blevet generationsskiftet.

Hans forældre bor stadig i den smukke hovedbygning, mens Christian Ahlefeldt-Laurvig selv – og hans familie, hustruen Marie samt børnene Hans William, Ingrid og Augusta – holder til i den gamle forvalterbolig for enden af gårdspladsen.

- Der er perfekte forhold til at drive landbrug her på Hjortholm Gods, fortæller Christian Ahlefeldt-Laurvig, mens han giver avisens journalist en guidet rundtur på de tilstødende marker samt i gødningslageret, maskinladen plus frø- og korntørreriet.

Han forklarer, at der generelt er ret milde vintre her på egnen plus små mængder af nedbør, og at kystklimaet egner sig rigtig godt til både frøavl og specialafgrøder.

- Vi har desuden en god jordbonitet ligesom derovre på Lolland, siger han – og peger ud over den tidligere hvidkløvermark på den sydøstlige del af den sydfynske ø.

Hans familie har drevet Hjortholm Gods ved landsbyen Fodslette, siden hans tipoldefar købte ejendommen i slutningen af 1800-tallet. Siden 1972 var det Christians far, Hans Ahlefeldt-Laurvig, som ejede godset med udsigt over Langelandsbæltet. Med en klar ambition om, at også næste generation skulle sikres på Hjortholm Gods. Således blev det, og den nuværende godsejer har da også et håb om, at der bliver yderligere generationsskifter i familien.

- Der var aldrig noget pres på mig for at overtage, og det bliver der heller ikke for mine børn. Det skal naturligvis være helt frivilligt, understreger Christian Ahlefeldt-Laurvig.

Hjortholm Gods ønsker at skabe både værdi og beskæftigelse gennem produktion af planteavlsprodukter i såvel store mængder som af god kvalitet. 2026-høsten blev ret gennemsnitlig.

Man forsøger at drive ejendommen bæredygtigt, både økonomisk og miljømæssigt, som en overskudsgivende forretning med respekt for og bevaring af kulturarven.

Familien Ahlefeldt-Laurvig

Hvordan er det nu lige med den dér Ahlefeldt-Laurvig-slægt? Navnet har gennem historien sat sit præg på blandt andet Tranekær længere nordpå i den langelandske geografi samt Egeskov og Hvidkilde på Fyn. Og der er ganske rigtigt en sammenhæng: Christian Ahlefeldt-Laurvig har således fælles forfædre med både Tranekær-, Egeskov- og Hvidkilde-familien.

Denne tidligere hvidkløvermark skal pløjes op og forvandle sig til en hvedemark – lyder godsejerens plan for næste sæson.

Denne tidligere hvidkløvermark skal pløjes op og forvandle sig til en hvedemark – lyder godsejerens plan for næste sæson.

Christian Ahlefeldt-Laurvig har titel af greve.

- Jeg plejer nu at kalde mig selv for landmand. Men jeg har respekt for min families historie og det, jeg har arvet, understreger han.

Her øst for Humble – ved avlsgården Hjortholm og den tilstødende Frederiksberg – er der i alt 640 hektar i markplanen, der beretter om hvede, rødsvingel, vårbyg, vinterraps, hvidkløver, spinat, roefrø og ærter. Dertil kommer 96 hektar fredskov og cirka et halvt hundrede hektar med blandt andet krat, eng, gårdspladser og strand.

De overvejende flade marker er flere steder begunstiget af de karakteristiske langelandske hattebakker og drives konventionelt med pløjning/dybdeharvning. Det meste halm nedmuldes. Jagt er oplagt i det blidt kuperede og varierede landskab med en pænt stor bestand af råvildt og dåvildt omkring Hjortsholm. Til godset hører ligeledes en række huse, der udlejes som henholdsvis helårs- og ferieboliger.

Udover den traditionelle hektarstøtte og tilskuddet til diverse miljøordninger har Christian Ahlefeldt-Laurvig også gjort sig en anden erfaring med EU's landbrugsstøtte: Han har således – oven på generationsskiftet – modtaget etableringsstøtte på helt nøjagtigt 729.000 kroner.

- Man skal selvfølgelig leve op til en masse kriterier. For eksempel skal det være en fuldtidsbedrift og så videre. Men det er uden tvivl en god ordning. Mange unge landmænd har brug for denne støtte til at kunne etablere sig, for det er virkelig dyrt at købe en ejendom, og i det hele taget løber omkostningerne op, hvis man skal til at stå på egne ben, siger han.

Når Christian Ahlefeldt-Laurvig kommenterer på arbejdet med den næste europæiske landbrugsreform, CAP'en, har han andet end det truende støtteloft i tankerne:

- Støtten er jo skabt for at sikre billige fødevarer til europæerne. I resten af verden har man lignende ordninger. Men det er vigtigt, at støttevilkårene er ens på tværs af landegrænserne, og det håber jeg, at den næste CAP holder fast i. Det vil ikke være rimeligt, hvis mine kolleger og konkurrenter i nabolandene tilbydes bedre vilkår. Jeg har det helt fint med, at den direkte hektarstøtte falder lidt hele tiden, og at der i stedet gives flere penge til miljø- og klimarigtige tiltag. Men så kræver det igen lige konkurrencevilkår. Det er godt nok træls, hvis en dansk landmand kan få 1.000 kroner pr. hektar plus 800 kroner til eventuelle grønne tiltag, og man så samtidig i nabolandet stadig kan få de 1.800 kroner i direkte støtte, lyder det.

Erfaringer fra England

Han har selv på nærmeste hold stiftet bekendtskab med ret tydelige forskelle i rammevilkår: Fra 2017 til 2019 var Christian Ahlefeldt-Laurvig farm manager i østengelske Suffolk.

- I brødhvedeproduktionen derovre brugte man mellem 330 og 350 kilo kvælstof pr. hektar afgrøde, og man anvendte den tredobbelte mængde af svampemidler i forhold til Danmark – men til samme pris, for der var ingen afgift på kemi. Desuden måtte man vinterpløje den stærke, engelske jord allerede i august. Jo, selv om der selvfølgelig er sket en del siden dengang, viste det mig noget om, hvilken forskel der kan være på rammevilkår. Især er det helt evident, hvor forskrækket man er over kvælstof herhjemme, og det er da så sandelig kun blevet værre, konstaterer godsejeren.

- Med alt det, der sker i disse år, tyder noget jo på, at vi fødevareproducenter ikke er særligt ønsket af det politiske system. Men jeg håber da på at skulle være landmand resten af mit arbejdsliv. Og jeg regner også med det, siger Christian Ahlefeldt-Laurvig.

Der er i alt 640 hektar i markplanen. Godset på det sydøstlige Langeland ejer dog også en hel del fredskov samt krat, eng og strand.

Der er i alt 640 hektar i markplanen. Godset på det sydøstlige Langeland ejer dog også en hel del fredskov samt krat, eng og strand.

Følg EU's landbrugspolitik her i avisen

EU's fælles landbrugspolitik, Common Agricultural Policy (CAP), dikterer, hvilke regler danske landmænd skal følge for at få landbrugsstøtte, og hvilke muligheder der er for støtte. Den er altså af altafgørende betydning for, hvordan de danske landmænd skal drive deres landbrug i dagligdagen. Her i avisen følger vi hver uge diskussionerne om implementeringen af de mange tiltag, regler og støttemuligheder, der følger med CAP'en.

Hver uge vil vi beskrive, hvordan CAP'en påvirker de danske landmænd, hvilke positive og negative konsekvenser regler og pengepuljer har for dansk landbrug, og vi vil følge med i, hvilke problemer og løsningsforslag der dukker op.

De mindre brug har helt åbenlyst sværere ved at drive et landbrug lige så effektivt

Christian Ahlefeldt-Laurvig, godsejer