Tican-direktør stopper
Ticans direktør, Ove Thejls, stopper på sin post med udgangen af april, og afløses af slagteriets nuværende økonomidirektør Niels Jørgen Villesen.

Ove Thejls stopper som direktør i Tican, og bliver i stedet medlem af slagteriselskabets bestyrelse. Foto: Morten Ipsen
Den 1. maj får slagteriet Tican ny direktør. Ove Thejls stopper således på sin post, og afløses af økonomidirektør Niels Jørgen Villesen. Thejls forlader dog ikke helt selskabet. Han bliver i stedet næstformand i Ticans bestyrelse.
Tican har siden 2016 været en del af den tyske slagterikoncern Tönnies. Bestyrelsesformanden for Tican, Frank Duffe, udtaler i forbindelse med direktørskiftet, at Tican har været igennem en succesfuld turnaround de seneste tre år, hvor Ove Thejls har stået i spidsen for slagteriselskabet.
- Ove Thejls har været en markant skikkelse i branchen i mange år og han har ydet en betydningsfuld indsats for Tican både før og efter, at Tönnies kom på banen, siger Frank Duffe og fortsætter:
- Jeg er sikker på, at vi har fundet den rigtige direktør til at overtage posten efter Ove Thejls. Niels Jørgen Villesen har spillet en central rolle i den succesfulde turnaround og han har et særdeles godt kendskab til virksomheden. Vi har store forventninger til Tican, og vi ønsker fortsat at udvikle og drive en moderne og effektiv slagterivirksomhed på det danske marked.
Niels Jørgen Villesen har været ansat hos Tican siden 1998 og siden 2002 har han varetaget posten som økonomidirektør. I forbindelse med direktørskiftet udnævnes Jens Røjkjær Lyhne som ny økonomidirektør.