Uændret stærk smågrisenotering

Nord-West noteringen er uændret 71 euro (566 kr. inkl. vægtregulering), mens den er 46,60 euro for 8-kilos grisene.
 
- Det europæiske smågrisemarked er p.t. meget uensartet. I Danmark er SPF’s puljenoteringer steget med 25 kroner, som afspejler den store optimisme i markedet for de kommende måneder. I Tyskland er slagtesvinenoteringen imidlertid faldet igen i onsdags, denne gang med 9 cent. Det begrænser naturligvis prispotentialet på det tyske smågrisemarked. Selvom efterspørgsel er større end udbuddet, er både Nord-West- og VEZG-smågrisenoteringen således uændret. I Holland er man endda nødt til at tage en del af de seneste prisstigninger på smågrisemarkedet tilbage, efter slagtesvinenoteringerne er faldet markant, skriver Danske Svineproducenter i en kommentar.

Foreningen tilføjer, at optimismen fortsat er stor på grisemarkedet.

- De fleste markedsinteressenter regner med, at nedturen på det tyske og hollandske slagtesvinemarked kun er midlertidigt.

Statistisk set begynder det sæsonmæssige opsving på slagtesvinemarkedet cirka i slutningen af februar måned.
 
Ifølge Danske Svineproducenter indikerer den tyske VEZG-smågrisenotering, at Nord-West noteringen i næste uge vil være uændret 71,00 euro.
 

Læs også