Rug har altid været en vigtig del af sædskiftet hos Brian Sørensen på »Thorup Østergaard» ved Dronninglund i Vendsyssel. Arealet har været støt stigende gennem de senere år, og er i dag den største afgrøde på bedriften.

- Rug er en stabil og dyrkningssikker afgrøde, der ikke kræver de store udgifter og som giver et godt udbytte, så den vil vi ikke undvære, siger Brian Sørensen, der driver 1.400 hektar, hvor rug med 350 hektar er den største afgrøde i sædskiftet.

Efter perioden med hård frost i februar, hvor mange afgrøder stod og peb, kunne han konstatere, at alle rugmarkerne havde klaret sig flot igennem.

Styr på meldrøjere

Brian Sørensen har dyrket rug i mange år, men rugen er kommet mere og mere i spil efter, at hybridsorterne har gjort deres indtog på markedet.

- Vores store udfordring har altid været meldrøjere, men de nye hybridsorter er ikke så modtagelige, og det betyder en langt mindre risiko end før. Det mærker vi tydeligt.

Driftsleder Jesper Wechte fortæller, at rugsorterne i år er Helltop fra Nordic Seed og KWS-sorterne Vinetto og Berado. Alle er hybridsorter med lav modtagelighed for meldrøjere.

Rugmarkerne på »Thorup Østergaard« blev sået i den første uge i september, og de står i dag flotte, kraftige og ensartede, hvilket er vigtigt i forhold til en god og ensartet bestøvning, når rugen drær.

- De er sået med et lavt plantetal og med en øverlig sådybde på 1-2 centimeter og lidt startgødning. Rugen har generelt busket sig rigtigt fint, siger Jesper Wechte, der har sprøjtet for ukrudt i efteråret og tildelt mangan.

Tidligt ude med gødning

Rugen rundt på markerne har fået mellem 135 og 155 kg kvælstof pr. hektar fordelt over tre gange her i foråret.

- Det er vigtigt at være tidligt ude med gødning ved vækststart i foråret for at sikre en ensartet udvikling af de mange sideskud, siger Jesper Wechte og tilføjer, at det er et rigtig godt sted at begynde med gylleudbringning i foråret.

- Derved undgår man at køre i rugen med brede dæk senere i sæsonen, som ellers kan være med til at give angreb af meldrøjere. Nedkørte og sent udviklede sideskud i køresporene giver en uensartet bestøvning, som øger risikoen for angreb af meldrøjere.

Rug er en vigtig afgrøde i sædskiftet på »Thorup Østergaard« i Vendsyssel, og arealet har været stigende i de senere år i takt med, at hybriderne er kommet på markedet. Fra venstre driftsleder Jesper Wechte, Brian Sørensen og fra Mollerup Mølle Karl Kudsk og Tommy Pedersen.

Rug er en vigtig afgrøde i sædskiftet på »Thorup Østergaard« i Vendsyssel, og arealet har været stigende i de senere år i takt med, at hybriderne er kommet på markedet. Fra venstre driftsleder Jesper Wechte, Brian Sørensen og fra Mollerup Mølle Karl Kudsk og Tommy Pedersen.

Plads til mere rug i Danmark

Produktchef Karl Kudsk og salgsansvarlig Tommy Pedersen, begge fra Mollerup Mølle, har et tæt samarbejde med Brian Sørensen og Jesper Wechte omkring planteavlen på bedriften, og de bakker op om rug som en stor afgrøde på stedet.

De påpeger begge, at meldrøjere tidligere har været en stor udfordring, men at hybridsorterne er en afgørende del af løsningen på dette problem.

 - Vi har i dag nogle stærke sorter til både brød og foder, hvor vi ser en lav modtagelighed for meldrøjere, en høj stråstyrke og som også kan levere rigtigt gode udbytter. Men det er vigtigt, at håndværket er i orden lige fra såning til høst, understreger de.

I 2000 blev der dyrket 50.000 hektar med rug i Danmark, mens det i dag er det dobbelte.

- Det er sket på grund af hybriderne, mere rug bliver opfodret, og de danske landmænd er blevet bedre til det dyrkningstekniske, siger Tommy Pedersen.

- Der har været en stor stigning, men efter min mening dyrkes der stadig for lidt rug i Danmark og for meget 2. års hvede, påpeger Karl Kudsk. Rugen har et meget højt bundniveau på alle jordtyper, dog hører den ikke hjemme på vandlidende jorder, afslutter han.

Mere fokus på rug til foder

Agronom Vibeke Fabricius fra Nordic Seed påpeger vigtigheden af en god forædlingsteknik i forhold til at forædle højtydende hybridrug-sorter med en god foderværdi, en høj stråstyrke og samtidig en lav modtagelighed for brunrust og ikke mindst meldrøjere.

- Gennem forædlingen har vi i dag nogle meget højtydende hybridrug-sorter med gode egenskaber, både når det gælder foder og brød. Vi ser hybridrug som en oplagt afgrøde på mange bedrifter og på mange forskellige lokaliteter. Den er meget velegnet til den helt tidlige såning først i september, som mange landmænd har brug for og ser fordele i, siger Vibeke Fabricius.

- I disse år bliver der både i Danmark og i udlandet lavet mange undersøgelser og forsøg med rug som foder til grise. Flere hjemmeblandere bør regne på bedriftens samlede bundlinje og opfodre langt mere rug til især slagtesvin, men også til en vis grad søer og smågrise, end man gør i dag.

- Det afgørende er, at man kan holde rugen adskilt fra resten af foderkornet, så man kan rationere den rigtigt i forhold til grisenes udvikling. Den ældre hybridsort, Helltop, som er »den hvide« foderrug fra Nordic Seed, kan dog indgå i den samlede foderration på grund af sit lave indhold af arabinoxylaner.

Den mørke rug kan anvendes til både foder og brød, og her er sorterne Astranos fra Nordic Seed, KWS Vinetto, KWS Berado og den helt nye og meget højtydende hybrid på markedet, KWS Rotor, nogle meget stærke og dyrkningssikre valg, siger hun.

- Hybridrug kan levere høje udbytter på lave dyrkningsomkostninger, siger Brian Sørensen (t.v.). Han har et tæt samarbejde omkring planteavl og afgrødevalg med Mollerup Mølle, her repræsenteret ved Karl Kudsk og Tommy Pedersen.

- Hybridrug kan levere høje udbytter på lave dyrkningsomkostninger, siger Brian Sørensen (t.v.). Han har et tæt samarbejde omkring planteavl og afgrødevalg med Mollerup Mølle, her repræsenteret ved Karl Kudsk og Tommy Pedersen.

Thorup Østergaard

Brian Sørensen driver »Thorup Østergaard« med planteavl på 1.400 hektar og en svineproduktion bestående af 4.200 søer, salg af 100.000 30 kilos grise og produktion af 40.000 slagtesvin.

De dyrkes rug, vårbyg, hvede, kartofler, raps, frøgræs samt roer til biogas. Der er desuden lejet 60 hektar ud til en gulerodsproducent, som modtager rughalm til afdækning.

Jorden er meget afvekslende og svinger lige fra JB2 til JB11. Som udgangspunkt er der rug på den lette jord og gerne efter læggekartofler og raps. Erfaringerne på bedriften er, at selvom rugen er fordringsløs, så responderer den rigtig godt på gode forfrugter.

Brian Sørensen er godt tilfreds med udbytterne i rug. Sidste år avlede han afregnet 8,3 tons pr. hektar i gennemsnit, og normalt ligger han på omkring 7,5 tons pr. hektar.

- Når man sammenholder med, at den ikke er særlig behandlingskrævende og dermed ikke kræver voldsomt store omkostninger, er den et oplagt alternativ til hvede, især 2. års hvede her på stedet, siger han.

32 ansatte

Der er 32 ansatte på bedriften, som også omfatter en afdeling, der udfører håndværksmæssige opgaver – dels på egen bedrift og dels for andre.

Brian Sørensen købte sin første gård som 17-årig. I 1994 købte han »Thorup Østergaard«, hvor der dengang var 30 hektar og 120 søer. Siden har bedriften udviklet sig løbende med tilkøb af ejendomme og jord og udvikling af svineproduktionen.