Maskinstation på Langeland: Kloakservice er blevet fundamentet
Erik Voigt Pedersen driver fra sit fødehjem Langelands Kloakservice. Men i maskinhuset er der både mejetærsker og pressere - og i sidebygning konens malerforretning.

For Erik Voigt Pedersen og de seks ansatte er hovedaktiviteten i dag kloakservice. Men mejetærskeren og øvrige landbrugsredskaber i maskinhuset vidner også om løsning af landbrugsopgaver, ikke mindst på ejendommens egne 140 hektar. Fotos: Erik Hansen
Da langelænderen Erik Voigt Pedersen i 1989 var færdig på Dalum Landbrugsskole, var det hans drøm at skulle udføre maskinstationsarbejde. Drømmen gik hurtigt i opfyldelse, da han fik mulighed for at købe Nordlangelands Maskinstation i Dageløkke.
Da faderen døde, rykkede maskinstationen i 2000 hjem til Klavsebølle, hvor Hans Voigt Pedersen gennem mange år havde drevet frugt- og bærplantage.
- Jeg droppede nu hurtigt plantagen, og i takt med strukturudviklingen i det lokale landbrug måtte jeg se mig om efter nye opgaver. Derfor slog jeg til, da naboen ville sælge Langelands Kloakservice.
Ny lastbil
Fra sit kontor i en lav bindingsværksbygning ved siden af det gennemrestaurerede, flotte stuehus, store maskinhuse, og hvor en flok hereforddyr græsser i det smukke sommervejr, beretter Erik Voigt Pedersen om en helt anderledes virksomhed, end da han indledte sin maskinstationskarriere.
Alene navneskiftet fra Langelands Maskinstation for nogle år siden til Langelands Kloakservice indikerer, hvor omdrejningspunktet ligger i dag.
Men også en funklede ny lastvogn med spuler- og sugeudstyr ved siden af en ældre model mellem de to store maskinhuse vidner om et højt aktivitetsniveau indenfor kloakarbejde.

Seneste nyanskaffelse hos Langelands Kloakservice er denne slamsuger/spule-lastvogn, som er leveret fra Bucher Municipal i Silkeborg.
Kloakarbejde tog fart
Entreprenørarbejdet, der i dag er hovedbeskæftigelsen for de fire ansatte, ejeren og kontordamen, startede med nedgravning af el-kabler og andre mindre opgaver, sideløbende med landbrugsopgaverne.
- Men da vi købte Langelands Kloakservice for 15 år siden, tog kloakarbejdet fart, fortæller Erik Voigt Pedersen videre.
- Vi løser alle opgaver for kunder over hele Langeland, men kommer også til Svendborg, siger han og viser maskinparken af minigravere og gravemaskiner fra 700 kg til otte tons, traktorer, servicebiler med TV-inspektion og udstyr til eksempel strømpefodring af kloakker.
Opgaverne spænder fra faste opgaver hos virksomheder som Ø-Pølser og Langelands Forsyning med videre til private boliger med tømning af septiktanke eller reparation af kloakker. Men også gravning af grunde samt drænopgaver klarer Langelands Kloakservice.
Høstarbejde
En mejetærsker, to pressere og andre redskaber i maskinhuset afslører dog, at landbrugsarbejdet ikke helt er lagt på hylden.
- Mejetærskeren har jeg sammen med en lokal landmand, og med presserne oparbejder vi halm til både lokale varmeværker, Fynsværket og til eksport til Holland, nævner den langelandske maskinstationsmand, der via tilkøb selv driver 140 hektar jord, som i sagens natur også skal passes.

Langelands Kloakservice løser alle opgaver indenfor kloakarbejde, men også entreprenøropgaver, nedrivning osv.
- Vi høster stadig for et par enkelte kunder, og var blandt andet som første sted på Tåsinge i år.
10 malere
I en sidebygning på ejendommen vidner et blik ind gennem porten om en helt anden aktivitet. Således er rummet spækket med malerudstyr og maling på alle hylder.
- Det er konens, siger Erik Voigt Pedersen og forklarer videre, at hun driver malerforretningen »Maleren« med 10 ansatte bygningsmalere - alle kvindelige.
- Det har virkelig udviklet sig. Chanett og hendes folk arbejder både for virksomheder og private, og kommer vidt omkring. Ikke mindst er der lige nu travlt med sprøjtespartling af nye huse, men også opgaver som eksempelvis renoveringen af riddersalen på Skrøbelev Gods har de stået for.
Samarbejder
I flere tilfælde er det sket i samarbejde med kloakfolkene, ligesom malerne ikke er blege for at træde til, hvis der er opgaver, hvor de kan hjælpe i kloakafdelingen eller måske med at køre halm, påpeger Erik Voigt Pedersen.
I det hele taget glæder han sig over denne vilje til samarbejde både internt og med andre langelandske virksomheder.
- Det er vi gode til herovre, for at kunne løse de lokale opgaver, siger han og fremhæver blandt andet aktuelle nedrivninger af fem huse.

I maskinhuset er indrettet et stort værksted, hvor alt grej vedligeholdes.
Eget slagteri
Ved indkørslen til Langelands Kloakservice går en flok hereforddyr. Aktuelt otte køer, en tyr og deres opdræt. Og rent faktisk slagtes dyrene på stedet, og kødet sælges som udskæringer til venner og bekendte.
- Vi har fået indrettet eget slagteri, hvor en kammerat og jeg står for slagtningen, fortæller Erik Voigt Pedersen om sin hobby.

Erik Voigt Pedersen står sammen med en kammerat for slagtning og udskæring af kødet fra sin herefordbesætning.

Maskinstationen og kloakservicevirksomheden har siden 2000 holdt til på Erik Voigt Pedersens fødehjem i Klavsebølle. Konens malerfirma har også til huse på adressen og har medvirket ved den gennemgribende renovering af stuehuset.