Ændret genetik gør det mere udfordrende end tidligere at fodre poltene korrekt. - Nogle gange må kreativiteten tages i brug for at opnå det eftertragtede spækmål, fortæller rådgiver, som dog forsikrer, at der altid kan findes en løsning.
Det er afgørende, at poltene bliver fodret rigtigt for at de kan ramme om en vægt på 140-160 kg og et spækmål på 13-15 mm ved første løbning.
- Og det der med at få fodret rigtigt kan faktisk være lidt af en udfordring, lød det fra svinerådgiver Jens Korneliussen, da han talte ved Svinevets årsmøde for nylig.
Ifølge Jens Korneliussen fra Svinerådgivningen, var det ikke nær så vanskeligt for 10-15 år siden, hvor polte og søer ikke havde så stærke gener for kød, som de har i dag.