- Når man støtter landbruget i en trængt situation, ja, så er pengene jo ikke spildt
Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann påpeger, at Tyskland er klar til at yde milliardstor tørkehjælp til sine landmænd.
Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann mener, at man fra dansk side skal se på at yde mere tørkehjælp til de danske landmænd. Ikke mindst set i lyset af, at landmænd i nabolandet Tyskland har udsigt til at få hjælp fra deres regering. Det skriver Europa-parlamentariken i et læserindlæg, som han har sendt til Effektivt Landbrug.
- Tyskland vil som følge af den ødelæggende tørke give 340 millioner euro til de tyske landmænd, eller hvad der svarer til cirka 2,5 milliarder kroner. Vores nærmeste nabolandmænd i Slesvig-Holsten vil af dem formentlig modtage godt 500 millioner kroner. Lige på den anden side af landegrænsen er danske landmænd ramt på præcis samme måde af den samme tørke som de tyske kolleger og som mange andre europæiske landmandskolleger. Men bliver landmænd i EU behandlet ens? Nej, selvfølgelig ikke.
- Her ligger en stor opgave, for det er bydende nødvendigt, at vi fortsat kæmper for, at landene giver de samme betingelser til deres erhvervsdrivende, skriver Jørn Dohrmann.
For nylig lempede den danske regering for en række regler i sin tørkehjælp. Endnu er der dog ikke givet noget tørkehjælp, som koster statskassen nogle penge.
- Det er da en fin begyndelse med ændrede regler for efterafgrøder, dispensationer eller sågar reducering af jordskatter. Men vi kommer ikke uden om at kigge på, om nogle lande støtter uforholdsmæssigt meget i forhold til andre – eller omvendt – om nogle lande støtter alt for lidt. Tørken i år var jo af historiske dimensioner, og når man støtter landbruget i en trængt situation, ja, så er pengene jo ikke spildt.
- Landbruget holder nemlig gang i beskæftigelsen og giver store indtægter – ikke mindst for Danmarks yderområder. Det bør danske beslutningstagere måske tænke mere over, skriver Jørn Dohrmann.






































