Normalvis indledes den fynske sæson for traktortrækarrangementer den første lørdag i maj i Nr. Aaby. Men her har Nordvestfyns LandboUngdom i år valgt at rykke deres traktorstævne til slutningen af juni, nærmere bestemt fredag den 28. juni.

Derfor bliver det i år Midtfyns LandboUngdom, der får æren af at skyde sæsonen i gang, når deres traditionelle stævne afvikles den sidste lørdag i maj.

Det er 15. år i træk, at der køres traktortræk på banen, som ligger ved industriområdet ud til Odense-landevejen ved Broby.

Havetraktorer

Som noget nyt vil der ved arrangementet på lørdag den 25. maj være fire klasser med havetraktortræk, det såkaldte Garden Pulling, hvor de små traktorer kan være speedet op med mange hestekræfter.

De to mindste Garden Pulling-klasser indleder dagens program fra klokken 10, og de to store klasser puttes ind blandt de op til 12 forskellige klasser med de anderledes større traktorer i henholdsvis landbrugsklasserne, standard- og farmklasserne.

Vinderne klassificerer sig til videre deltagelse ved landsdelsstævnet, som afvikles i Haderslev i august, og derefter til DM, der i år foregår i Brande.

Større stævne

- Der er allerede tilmeldt 30 havetraktorer, og vi forventer at mindst 40 traktorer fra Fyn og andre landsdele stiller op, håber formanden for Midtfyns LandboUngdom, Mikkel Dreyer.

Han oplyser, at der er muligt at tilmelde sig stævnet helt frem til selve løbsdagen senest klokken 8 om morgenen, inden klasserne og programmet færdiggøres.

- Derfor bliver stævnet også større, end det hidtil har været. Og derfor håber vi også på endnu flere tilskuere i dagens løb.

Der vil være de sædvanlige publikumstilbud som mad og drikke samt hoppeborg til børnene. I alt 30 frivillige fra Midtfyns LandboUngdom skal i sving som hjælpere i forbindelse med traktortraktorstævnet, der ventes afsluttet ved 18-tiden lørdag aften.