Efter Danish Crown-byggeri: Britiske griseproducenter raser over regeringen

Den britiske griseproduktion bløder som i så mange andre lande, og medvirkende til den udvikling er opførelsen af Danish Crowns kommende fabrik i Rochdale, lyder det.

Bestanden af grise i Storbritannien har været på en heftig slankekur de senere år. Efter at have toppet med otte millioner grise i 1990'erne, er bestanden nu nede på blot fem millioner i dag. 

Og det er lidt af et særsyn, for mens briterne mere eller mindre er selvforsynende med oksekød, kyllinger og æg, er forsyningsgraden på grisekød blot på 40-50 procent, skriver avisen The Guardian. Sidste år importerede Storbritannien for op mod 20 milliarder kroner grisekød. 

Ifølge flere kilder hænger det sammen med Danish Crowns byggeri af en baconfabrik i Rochdale udenfor Manchester til en værdi af 800 millioner kroner. For det bliver kun dansk kød, der skal produceres bacon af, og det bliver ikke vel modtaget blandt britiske landmænd, skriver avisen.

- Kunne du forestille dig, at en britisk kødproducent tog til Tyskland eller Danmark og byggede en fabrik, og kun hentede grise fra Storbrittanien dertil, spørger griseproducent Flavian Obiero retorisk.

- Vores regering er ligeglade. Og vi skal holde op med at tro, at vi bliver reddet af supermarkeder. De importerede æg fra udlandet op til jul, siger han til The Guardian.

Efter planen står Danish Crowns fabrik i Rochdale klar i slutningen af 2023. 

Læs også