1.000 kilometer små vandløb er på vej ud af vandplanerne, som følge af det vandrådsarbejde, som fandt sted sidste år landet rundt. Men det er ikke nok. Det siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl under et landmandsmøde onsdag aften hos Sagro i Billund, som han deltager i sammen med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

- I er dybt afhængige af, at der skal være afvanding fra jeres marker. Det er i dybt afhængige af. Ellers bliver markerne oversvømmet og så kan I ikke dyrke jeres ting.

- Nu er det kommet ud, at man vil tage 1.000 kilometer af de små vandløb ud af vandplanerne. Det er efter min opfattelse ikke et arbejde der er færdigt. Vi vil gerne prøve at sikre, at man hurtigt kan løbe alle vandløbene igennem igen, sagde han.

Også Venstres miljø- og fødevareordfører Erling Bonnesen har onsdag tilkendegivet, at han ikke mener, at 1.000 kilometer vandløb er nok, og det kun er begyndelsen.

Minister mener, at der er balance

Fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) lød det onsdag morgen til Altinget, at han mener, at man med 1.000 kilometer har fundet en god balance, også set i lyset af den kritik beslutningen har fået fra især Danmarks Naturfredningsforening, som er stærkt utilfredse med, at der nu bliver taget vandløb ud af vandplanerne efter vandrådsarbejdet.

I et skriftligt citat til Effektivt Landbrug, som ville høre om ministeren er enig med dem, der mener, at der skal mere end 1.000 kilometer små vandløb ud af vandplanerne, lyder det fra ministeren:

- Jeg vil gerne kvittere for vandrådenes store arbejde, som nu gør det muligt at prioritere, hvilke små vandløb vi skal sætte fokus på i vandplanerne. Vi tager hermed et vigtigt første skridt. Vandråd og kommuner har givet os en række andre værdifulde inputs, som vi konkret vil vurdere forud for næste generation af vandplanerne.

- Ministeriet vil nu undersøge indberetningerne for de vandløbsstrækninger, der ikke har været tilstrækkeligt oplyste til, at vi det har været muligt at vurdere afgrænsningen på nuværende tidspunkt. Desuden har ministeriet modtaget en lang række forslag til udpegning af stærkt modificerede vandområder, som også er i gang med at blive analyseret.