Gæld på himmelflugt i vandselskaber

Vandselskabernes gæld stiger, samtidig med at behovet for investeringer vokser kraftigt. Flere forsyninger frygter ifølge brancheforening at komme til at stå på kanten af en truende betalingsstandsning.

Gælden vokser støt i de danske vandselskaber, og det har den gjort, så længe selskaberne har eksisteret. Vandselskabernes samlede gæld nærmer sig 35 milliarder kroner.

Selskaberne har generelt dårlige muligheder for at opbygge egenkapital, og derfor er gældsfinansiering for mange vandselskaber en nødvendighed, bemærker brancheforeningen Danva i en meddelelse.

- Man bør være varsom med at gældsfinansiere for meget. Jeg ved godt, at det er svært for vandsektoren at skaffe ny egenkapital, fordi de er hvile-i-sig-selv selskaber. Derfor skal egenkapitalen heller ikke pludselig spises op gennem eksempelvis lavere forbrugerpriser, siger Ken Bechmann, der er professor ved Institut for finansiering på CBS i København, i decembernummeret af Danskvand.

Rammer pukkel

Mange forsyningsselskaber har ifølge Danva gamle ledningsnet og vil ramme en investeringspukkel inden for de næste 20 år.

Da de fleste selskaber ikke har pengene på kistebunden, peger staten på gældsfinansiering, fordi det er billigst. Men det er ikke altid det smarteste at opbygge mere gæld, advarer Ken Bechmann.

 

Læs også