Det er ikke sikkert, at det er nok at afskedige 150 funktionærer for at tilpasse Danish Crown til de vanskelige vilkår på markedet for grisekød, lyder det fra Jais Valeur. Slagterilukninger kan også komme på tale.
Voldsomme forandringer i markedsvilkårene fik mandag Danish Crown til at annoncere, at man vil fyre 150 funktionærer. Afskedigelserne er led i en plan, der skal give besparelser på cirka 400 millioner kroner, og den kommer efter et 2022, hvor Danish Crown i flere tempi havde en svag konkurrenceevne. Det har også kunnet mærkes hos griseproducenterne, for afregningen for slagtesvin faldt med 1,50 kroner pr. kg i løbet af 2022.
Det har betydet, at Danish Crown nu betaler langt mindre til andelshaverne end sine europæiske konkurrenter. Og ser man ud i fremtiden, vil koncerndirektør Jais Valeur ikke udelukke, at det bliver nødvendigt med hårdere tiltag. Langt fra.
- Med det niveau af usikkerhed, vi har, kan jeg ikke udelukke, at det bliver nødvendigt at lukke et slagteri i Danmark. Det er ikke på tapetet lige nu, men hvis produktionen af grise falder mere, end vi budgetterer med, kan det blive nødvendigt. Vi laver de tilpasninger, der skal til – også når det er ubehageligt, siger Jais Valeur til Finans.dk.
Udover fyringerne vil Danish Crown sænke produktionen på sin forædlingsfabrik i Bremen i Tyskland betydeligt. Det skyldes, at der er en stor overkapacitet i den tyske slagteribranche, hvilket er med til at presse prisen i Tyskland op.
- Vores tyske slagteri havde et underskud på omkring 100 millioner kroner i 2022. Vi har brug for et slagteri i Tyskland for at have adgang til markedet, men vi skruer nu produktionen ned til et niveau, der passer med de mængder, vi selv skal bruge til forædling og til vores faste tyske kunder, oplyser Jais Valeur til finansmediet.
Ud af de 150 stillinger, der bliver nedlagt, vil 100 af dem være i Danmark.