Flere kunder og stigende efterspørgsel på privat, uafhængig svinerådgivning får svinerådgivningsfirmaet Elite Opti til at udvide.
Der er flere opgaver, end én konsulent kan løse, så nu er praktisk konsulent Lizette Pilegaard tilknyttet den private svinerådgivning Elite Opti.
Rådgivningen blev oprettet af Birgitte Bendixen, der siden den 1. august 2017 har drevet firmaet fra privatadressen i Gesten ved Vejen.
- Vi vil yde fem-stjernet eliterådgivning hele vejen rundt om både danske og udenlandske besætninger med landmanden i centrum, siger Birgitte Bendixen om samarbejdet.
Lizette Pilegaard omtales som en dygtig problemknuser med stor erfaring i farestalds-management. Hun brænder for at få det sidste med, uanset om hun arbejder med dødelighed i farestalden, implementering af faste rutiner i stalden eller andre opgaver i relation til soholdet, skriver firmaet i en pressemeddelelse.
Godt miljø i svinestaldene
- Nogle af mine stærke sider er oplæring af danske og udenlandske medarbejdere til arbejdet i svinestaldene, siger Lizette Pilegaard, og fastslår, at hendes hjertesag er at skabe et godt miljø uden stress i staldene, så både søer/grise og mennesker trives godt.
- Med Lizette Pilegaards kompetencer og mangeårige erfaring med opgaver og rådgivning i sostalden udgør vi et stærkt og dynamisk team, siger Birgitte Bendixen. Hun er sikker på, at samarbejdet med Lizette Pilegaard vil udløse en synergieffekt til gavn for Elite Optis kunder.
Birgitte Bendixens optimisme er bevaret, fra da hun tog springet fra lønmodtagerkulturen over i de selvstændiges rækker.
- Hvis vi skal tegne en kurve over udviklingen i min virksomhed, så bevæger kurven sig jævnt stigende i opadgående retning, siger Birgitte Bendixen, hvis speciale er produktionsrådgivning og foderoptimering.
Konsulent og driftsleder
Birgitte Bendixen var tidligere svinerådgiver hos landmand Martin Lund Madsen, Ny Endrupholm i Bramming. Desuden har hun været konsulent i Syddansk Svinerådgivning i Vojens, sælger af vitaminer og mineraler i grovvarebranchen, ligesom hun har arbejdet med optimering af færdigfoder for DLG på Axelborg. Hun blev agronom fra Landbohøjskolen i København i 2002.
Lizette Pilegaard har 19 års erfaring med pasning af søer og grise. Hun har i 10 år været driftsleder ved Claus Clausen i Vojens og var i tre år hos Søren Platz i Gesten. Hun tog sit praktikforløb hos Dorte og Jens Himmelstrup med efterfølgende ansættelse og er uddannet landmand fra Dalum Landbrugsskole.
laj