Foulum vært for stor international konference til sommer
En række aktører, heriblandt Seges og Aarhus Universitet, sætter cirkulær bioøkonomi på den internationale dagsorden ved en stor konference til sommer.
Seges og Landbrug & Fødevarer er med, når Danmark til sommer, 25.-27. juni, afholder en stor international konference »Circular Bioeconomy Days« om cirkulær bioøkonomi. Det fortæller Ejnar Schultz, som er direktør for landbrugets videns- og innovationshus Seges, som er en del af Landbrug & Fødevarer.
- I dansk landbrug er vi meget fokuserede på at udnytte de muligheder, der er i cirkulær bioøkonomi. Vi vil finde løsninger, der gør det attraktivt for landmænd og virksomheder at være en aktiv del af den cirkulære bioøkonomi, siger Ejnar Schultz.
- Potentialet er enormt, og den danske landbrugs- og fødevareklynge har en unik styrkeposition, som er oplagt at bygge videre på. Vi har altid tænkt i praktiske og effektive løsninger til recirkulering og fuld udnyttelse af ressourcerne, så vi undgår spild, men forvandler restprodukter til ressourceprodukter. Det er i den grad bæredygtig tankegang, fordi det på en gang er godt for miljø og klima og for landmandens og samfundets økonomi, siger Ejnar Schultz.
Studiebesøg og konkrete eksempler
På konferencen, som bliver afholdt hos Aarhus Universitet Foulum, vil internationale eksperter mødes, der er studiebesøg, konkrete eksempler, forskningsresultater og diskussioner mellem de mange forskellige aktører på området. Seges er medarrangør af konferencen sammen med blandt andet Aarhus Universitet.
- Cirkulær bioøkonomi rummer enorme potentialer i forhold til at forbedre ressourceudnyttelsen og producere mere bæredygtigt. I Seges har vi i mange år bygget bro mellem landbruget og forskningen og været fødselshjælpere på konkrete løsninger og anlæg. Det arbejde fortsætter vi, og vi ser meget frem til at præsentere nogle af de danske løsninger på den internationale konference, lige som vi vil suge ny viden til os. Målet er at forskning, virksomheder og det praktiske landbrug på tværs af Europa når et stort skridt længere mod nogle af fremtidens cirkulære og bæredygtige løsninger, siger Lars Villadsgaard Toft, bioøkonomichef i Seges.



































