25 år blandt bisoner
Niels Henrik Ove, der i dag har 430 dyr på Ditlevsdal Bison Farm, fejrede jubilæet med en koncert for 500 gæster.

Niels Henrik Ove kunne til Ditlevsdal Bison Farm’s 25 års jubilæum byde velkommen til 500 koncertgæster, heraf 250 som spiste i stedets store restaurant.
I år er det 25 år siden, Niels Henrik Ove, lukkede de første fire amerikanske bisonokser på græs på Ditlevsdal ved Morud. Siden er besætningen vokset til 430 dyr, plus de bisoner, som findes på »afdelingen« i Litauen.
- Det har været en lang rejse, som er lykkedes godt, lyder det fra jubilaren, der i sidste uge kunne byde velkommen til ikke mindre end 500 gæster ved koncerten, som markerede jubilæet.
Open air-koncerten var blandt andet med Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen, og Niels Henrik Ove forventer, at det med det succesfulde forløb ikke bliver sidste gang, der stilles en stor scene op ved indhegningen til Europas største bisonfarm.
Ditlevsdal har i dag en stor restaurant og mødefaciliteter. Og som noget nyt er der etableret fire præriehuse med hver plads til otte overnattende gæster – kun få meter fra de græssende bisonokser.







































