Det er en kompleks opgave at handle med råvarer, og på mødet får deltagerne indblik i, hvordan en strategi for køb og salg af råvarer kan indbringe en bedre gennemsnitspris over tid.

Økonomikonsulent hos Centrovice Dennis Andreasen forklarer om baggrunden for foreningens møde om handelsstrategier tirsdag den 13. november klokken 17-19.30:

- Både prisudsvingene og de ofte store mængder, der bliver handlet, betyder, at de økonomiske konsekvenser af en dårlig handel kan være stor. Derfor er det vigtigt med risikostyring, som man blandt andet kan få med en handelsstrategi med klare retningslinjer for køb og salg af råvarer. En handelsstrategi garanterer ikke, at man altid rammer bund eller top, men over tid får man en pris, der vil ligge betydeligt bedre end den gennemsnitlige pris. Og det giver ro i både økonomien og maven.

Budgetsikkerhed eller indtjening?

På aftenen stiller økonomikonsulent Dennis Andreassen fra Centrovice spørgsmålet, hvor bør fokus ligge – budgetsikkerhed eller indtjening? Banken vil have budgetsikkerhed, men med en handelsstrategi, der viser banken at beslutningerne ikke alene tages på mavefornemmelser, men ud fra en strategi, så kan beslutninger ud fra et indtjeningsperspektiv også komme i spil.

Endeligt får deltagerne indblik i, hvad en handelsstrategi indeholder, hvilke mekanismer den bygger på, og hvad effekten af handelsstrategien er på både korn-, raps- og sojamarkedet. Der vil blandt andet blive præsenteret risikobetragtninger for både planteavlere, kvægbrugere og svineproducenter.

Mødet henvender sig til både ejere og driftsledere, og der er 12 pladser efter først-til-mølleprincippet.

Mødet er gratis, men tilmelding er nødvendig senest den 9. november til Centrovice.