Unge konsulenter lærer udenlandske medarbejdere dansk til staldbrug
Hos Centrovice kan udenlandske landbrugsmedarbejdere lære at tale og skrive dansk, så de både kan befærde sig på staldgang og gågade. Det er to unge konsulenter, som står bag kursustiltaget, hvor 30 allerede er tilmeldt første hold.
Kommunikation kan være en hård nød at knække, når man ikke taler samme sprog. Er det samtidig på en arbejdsplads, hvor arbejdsopgaver skal uddelegeres og forstås – og fagudtryk også er en del af dagligdagen, så er det endnu sværere.
Den udfordring kender en landmand eller to, som har udenlandsk arbejdskraft ansat, nok til. Og for at løsne op for sprogbarriererne har to unge konsulenter hos Centrovice - svinekonsulent Nicklas Jepsen og praktikant i kvægrådgivningen, Line Christensen - startet et kursus til udenlandske medarbejdere under navnet »Dansk på staldgangen«.
- Vi har rigtig mange dygtige, udenlandske ansatte i dansk landbrug. Men når det kommer til kommunikation, som skal gå glat, kan der hurtigt opstå misforståelser, hvis landmanden eller den ansatte ikke er de skarpeste til engelsk. Så tænkte vi, om man ikke kunne lære de ansatte dansk i stedet, hvis de alligevel har tænkt sig at blive i landet, siger Nicklas Jepsen om ideen bag projektet.
Giver lyst til mere
For at få de ansatte mere up to-date på det danske, var det vigtigt for de to konsulenter, at arbejderne selv kunne se en fidus i kurset.
- Vi tænkte, at den korteste vej til at fange de ansattes opmærksomhed var ved at inddrage nogle faglige ting, som de så kan relatere til på dansk. Så får de også lettere ved at tale med kolleger og dermed lære mere dansk, men der er selvfølgelig også fokus på dagligdagsting, så de også kan begå sig ved lægen, i børnehaven eller i supermarkedet, forklarer Nicklas Jepsen.
På den måde håber han og Line Christensen på, at kurset både kan gøre de ansatte endnu dygtigere på staldgangen, men også at de får nemmere ved at forstå jargonen i frokostpauserne og samtidig rustes til livet udenfor stalden.
Skaber fremtidens hænder
For Nicklas Jepsen og Line Christensen handler sprogkurset dog ikke kun om at kunne begå sig til job – og fritidsbehov.
- De ansatte møder nogen på kurset, som er i samme situation som dem, så der er også en stor netværks- og socialrolle i det. Så vi håber, at de også føler, at det er sjovt at være i landet, og at det ikke kun er arbejde at være her - og at vi dermed på sigt kan sikre flere hænder i dansk landbrug, siger Nicklas Jepsen.
Kurset henvender sig både til ansatte i kvæg- og svinestalden. Det første hold er allerede i gang, hvor ikke mindre end 30 landbrugsmedarbejdere har valgt at følge kurset over syv mandage. Forløbet justeres undervejs, så alle tilgodeses, mens Centrovice også er åben for kurser ude på bedrifterne.
Hvis dine medarbejdere også skal lære dansk til stald- og hverdagsbrug – så hold øje med Centrovice.dk, så de kan komme med på næste hold af »Dansk på staldgangen«.




































