2019 ser ud til at blive mindst lige så turbulent som 2018, vurderer rådgivnings- og analysefirmaet Agrocura.

I februar og marts holder Agrocura infomøder med bud på markedsudviklingen, samt hvordan man effektivt kan risikostyre i markedet og gøre sin bundlinje mere modstandsdygtig over for udsving i toplinjen.

- På rentesiden skal vi tilbage til 2016 for at finde niveauer, der kan matche det, vi ser i øjeblikket, mens det lige nu er svært at få øje på det, der skal løfte dem, i hvert fald i Europa. Omvendt er meget også indregnet i markedet, hvorfor slutningen af 2019 potentielt kan overraske, lyder det fra Agrocura.

Et andet marked med udsving er majs- og hvedemarkedet. Her har den amerikanske lager- og udbytterapport for afgrøderne globalt, Wasde, afsløret, at hvedearealet er det laveste areal i 100 år, hvilket måske kan give øget volatilitet på markedet, vurderer Agrocura, og fortsætter:

- For soja er der ikke overraskende en ualmindelig god korrelation mellem udmeldinger omkring handelskrigen og prisudviklingen. Hvorfor udfaldet her måske bliver et af højdepunkterne i 2019.

Seminar om at filtrere luftbåren smitte

Filtrering af indblæsningsluften er et emne, der særligt optager avlsbesætninger, der vil forsikre sig mod luftbåren smitte.

Men også andre besætninger, hvor afstanden til naboen med svin er kort, har fundet det relevant at investere i filtre til luftbåren smittebeskyttelse, lyder det fra Skiold, der forhandler en filterløsning fra firmaet Munters.

Onsdag den 6. marts kan du høre mere om forskellige filtreringsløsninger på et seminar, som Skiold afholder i samarbejde med Munters.

Seminaret finder sted i Aars.