Sagro kommer ud af 2018 med et resultat på 8,4 millioner kroner med en omsætning på 320 millioner.

- Det er et rigtigt tilfredsstillende resultat, siger adm. direktør Torben Jensen. Det er udtryk for, at vores strategiske mål er de rigtige, og at vi fortsat høster både stordriftsfordele og udnytter den synergi, vores størrelse giver. Det betyder også, at kunderne undgår prisstigninger på rådgivningen.

Sagro sender overskuddet videre til ejerforeningerne bag rådgivningsvirksomheden, hvilket svarer til 2.600 kroner per medlem.

Ud over overskuddet har Sagro også betalt de to kroner per hektar, som hver enkelt landmand ellers skulle have givet til øget forskning inden for planteavl.

Styrker det politiske arbejde

- Ejerforeningerne har brug for midlerne til det politiske arbejde med at sikre erhvervet de bedste rammevilkår og betingelser, siger formanden for Sagro, Søren Søndergaard.

Søren Søndergaard påpeger, at landbruget er under pres, både hvad angår lovgivning, lokal miljøpolitik og den generelle indstilling i befolkningen i forhold til landbruget. Der gøres et betydeligt stykke arbejde i at fastholde og styrke dialogen med kommuner og øvrige interesseorganisationer.

- Foreningerne arbejder konstant for at styrke muligheder for udvikling i landbruget og for at påvirke beslutninger omkring landbrugets vilkår, siger han.

Søren Søndergaard finder det også vigtigt, at Sagro har en klar strategi om at styrke samarbejdet i rådgivningsbranchen mellem de forskellige DLBR-virksomheder og ved at udvikle Seges.

- Hvis vi fortsat skal være førende inden for landbrugsrådgivning, er det afgørende, at vi står sammen i vores erhverv, siger han.

Glæde og udfordring

Midt i glæden over et godt resultat for SAGRO, er adm. direktør Torben Jensen sig meget bevidst, at 2019 kan blive en udfordring for kunderne.

- Tørke og faldende priser er faktorer, som vores kunder ikke er herrer over. Vi skal som rådgivere være endnu skarpere på strategi og ledelse, så vi kan hjælpe vores kunder med at nå deres mål på de felter, som de kan påvirke, siger han.

- Den rigtige rådgivning i mark, stald og på kontoret kan desuden være afgørende for, hvordan det går for den enkelte kunde. Vi skal hjælpe dem med at arbejde strategisk og bevare overblikket, siger Torben Jensen.