S. D. Kjærsgaard: Kæmpefest i Frejlev

Lørdag den 1. april går flaget til tops ved S.D. Kjærsgaard i Frejlev udenfor Aalborg. Denne dag fejrer Ole Kjærsgaard sit 65-års jubilæum og sin 80-års fødselsdag.

Han er et kendt ansigt, især i Nordjylland, Ole Kjærsgaard, som overtog S.D. Kjærsgaard efter sin far, Søren Dengsø Kjærsgaard, som grundlagde virksomheden i 1930. I dag har Ole Kjærsgaard overdraget virksomheden til sønnen Palle, men Ole er stadig en uvurderlig del af virksomheden.

Han sælger maskiner, og det har han altid gjort.

- Ved vores gode, gamle far var der meget tillid. Hvis de købte den ved Kjærsgaard, så var de i hvert fald aldrig blevet snydt. Og det er egentlig det, vi har forsøgt på at blive ved med.

- Bare de køber ved os, så har de fået det bedste, der findes i denne verden. Og det har vi altid troet på og ikke nok med det, vi har også vidst det, siger Ole Kjærsgaard i forbindelse med sin kommende fejring, hvor han inviterer til fest. Blandt andet gennem en video på virksomhedens facebookside.

Og netop fordi, at S.D. Kjærsgaard altid har solgt det bedste, synes den erfarne maskinhandler heller ikke, at det har været svært at skifte mærke, som de har gjort nogle gange, for kunderne er fulgt med. De har dog prikket virksomheden lidt i siden gennem årene, for »hvad hedder det næste gang«, men der er Ole Kjærsgaard ikke i tvivl.

- Det hedder også stadigvæk det bedste, for vi har altid kun solgt det bedste, siger han lunt.

Han bliver fejret lørdag den 1. april ved en reception i forbindelse med sit 65-års jubilæum og 80-års fødselsdag. Festivitassen starter klokken 11.00, der er jubilæumstale klokken 13.00, masser af maskiner både ude og inde, og hovedpersonen opfordrer til, at der må handles.

Tilmelding er nødvendig.

Læs også