I 25 år har Henrik Petersen dyrket løg på sine marker på Hasmark Vestergaard på Nordfyn. I jubilæumssæsonen var det med store udfordringer på de ikke mindre end 80 hektar på grund af tørken sommeren igennem.

- Løgene kom rigtigt godt fra start i år, såningen var perfekt og fremspiringen god, fortæller Henrik Petersen. Men derefter måtte vi arbejde i døgndrift i tre måneder med vanding. Så årets største udfordring har været at have ressourcer nok til at flytte vandingen 24 timer i døgnet, da mandskabet har været brugt godt.

På grund af den store vandingskapacitet på bedriften, blev løgene vandet optimalt, og derfor kunne den nordfynske løgavler fejre sit 25-års jubilæum som løgavler på flotteste vis, da Avlerforeningen af Danske Spiseløg mandag i sidste kårede løgavlerne på foreningens årsmøde i Vejle.
 

Næsthøjeste udbytte

Henrik Petersen vandt med 85,0 ton løg pr. hektar, hvilket er det næsthøjeste udbytte, der er opnået i konkurrencens historie. Det er i øvrigt Henrik Petersen, der sidder på rekorden, som stammer helt tilbage til 2008.

Vinderudbyttet lå noget højere end i 2017. Til gengæld var der meget større spredning mellem top og bund i årets konkurrence, idet det laveste udbytte blandt de otte konventionelle deltagere var 55,1 ton pr. ha.

Henrik Petersen modtog hæderen sammen med et gavekort på 8.000 kroner samt blomster og en vandrepokal.
Axel Månsson i Brande blev nummer to med et udbytte på 75,8 ton løg pr. hektar.
 

Høje priser

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i de 25 år med løg. Priserne er meget høje, da der mangler løg i hele Europa. P.t. ligger priserne på gule og røde løg på omkring fire kroner pr. kilo, hvilket er en god pris, lyder det fra »Årets Løgavler 2018«, der afsætter alle løgene fra sine 80 hektar på det frie marked. To tredjedele af løgene går til eksport via Sofi-Trade ApS og en tredjedel af løgene afsættes på det danske marked via A. F. Nyhuus A/S.

Også i kvalitetskonkurrencen for gule løg løb Henrik Petersen med førstepladsen. Martin Knudsen, Kærsgaard i Otterup, kom ind på andenpladsen. 

Gram Slot vandt den økologiske del af konkurrencen med et udbytte på 39,3 ton pr. hektar. På andenpladsen fulgte Axel Månsson Øko ved Brande med 38,3 ton løg pr. hektar.