Opdag infektionen tidligere
GEA Mullerup’s nye celletalssensor fanger infektioner, før koen får egentlig yverbetændelse.
Med en måling af celletallet på hver yverkirtel og med 200 resultater hver sekund fra malkestart til -slut, giver den trestjernede Agromek-nyhed fra GEA Farm Technologies Mullerup A/S i Ullerslev et hav af oplysninger, der gør det mulig at spore en kommende yverbetændelse tidligere, end man ellers ville være i stand til.
- Med resultater på celletal fra hver eneste malkning kan man fange en stigning 8-12 timer før, det ville blive en rigtig yverbetændelse. Det betyder, at man kan nå at lave en mild behandling, før det bliver rigtig alvorligt, forklarer Hans Kargaard Schulz, der er manager for GEA’s tekniske service i Skandinavien.
Modulet – GEA DairyMilk M6850 – kan monteres på firmaets DPQ-robotter, der både fås enkeltstående og som karrusel-robotter.
Lige nu er der på verdensplan cirka 2.000 DPQ-robotter i drift, heraf to i Danmark på en bedrift i Kongerslev ved Aalborg.
Separation
Mens celletalsmåleren giver resultater for hver kirtel, har landmanden mulighed for at separere mælken fra hver.
- Så hvis celletallet på én kirtel er for højt, kan man vælge enten at sende mælken fra den i afløbet eller over i tanken til kalvemælk. På den måde får man en stor fleksibilitet og muligheden for at holde celletallet i mælken, der skal leveres til mejeriet, lavt, siger Hans Jargaard Schulz, der har oplevet stor interesse for sensoren.
Og mens GEA’s malkerobotter stadig har svært ved at hamle op med de to store, Lely og DeLaval. på det danske marked, klarer fabrikanten sig godt i andre lande.
- I Holland har vi en stor markedsandel og leverede i 2017 140 robotter, fortæller Schulz, der for nylig også har sat en karrusel med 80 robotter i produktion til en amerikansk bedrift.
- Den kan malke 5-600 køer i timen, fortæller han.
Læs mere fra Agromek-udstillingen hver dag i Effektivt Landbrug og i næste uges LandbrugFyn.





































