Den langstrakte tørke gav udfordringer i et ellers godt år.

Sådan lyder overskriften for 2018 hos Danish Agro A.m.b.A. i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet.

Rent økonomisk leverede koncernen tilfredsstillende resultater i 10 af årets måneder, men havde i august og september kommercielle udfordringer på grund af tørken. Det betød, at årets resultat før skat blev 447 millioner kroner, eller 166 millioner kroner mindre end sidste år.

 

Omsætningen steg

- 2018-tørken ramte mange landmænd samt Danish Agro-koncernen hårdt. Vi har forsøgt at afbøde de værste effekter gennem øget omkostningsfokus i vores forretning, og vi har hjulpet landmændene via en række tiltag – herunder lempeligere samhandelsvilkår, siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro.

På trods af tørken steg omsætningen med 1,6 milliarder kroner til 33 milliarder i 2018.

- Det skyldes dels øgede varepriser, men især øget aktivitet i alle koncernens forretningsområder, forklarer han og nævner blandt andet et flot årsresultat i Vilomix-koncernen.
 

Ændret struktur

Også maskinaktiviteterne spillede positivt ind hos Danish Agro, som nu er største maskinaktør i Nordeuropa og tredjestørste på europæisk plan.

Omsætningen blev i 2018 øget med godt én milliard kroner til 3,5 milliarder, og der blev realiseret et driftsresultat på 72 millioner kroner på maskinhandlen.

Danish Agro A.m.b.A. afvikler generalforsamling tirsdag den 5. marts, hvor der her er forslag dels om en ændret udbyttepolitik samt indførelse af en delegeretforsamling.

Der lægges op til en overskudsudlodning på 25 procent af årets overskud til medlemmerne, mod hidtil maksimalt 10 procent.

Ændringen vil betyde, at udlodningen med tilbagevirkende kraft for 2018 vil være på 45 millioner kroner.

Vedtages der en ændret organisationsstruktur, vil det betyde, at medlemmerne i de nuværende seks valgkredse til efteråret hvert sted skal vælge syv medlemmer til den nye delegeretforsamling. Herefter vælger denne forsamling så et bestyrelsesmedlem fra hver valgkreds.