Anton Raundahl har fra barnsben været fascineret af kvæg, og han er nu forfatter til en bog om køer – et mesterværk på over 700 sider i to bind.
»Mesterværk«. Så kort og præcist lyder meldingen fra kvægavlsvirksomheden Viking om bogen »Ko – næsten alt om verdens vigtigste dyr«, som udkommer i to bind tirsdag den 16. februar.
Forfatteren bag, Anton Raundahl, er mere beskeden.
- Jeg har skrevet det, jeg selv synes er spændende, siger han og kigger ned på sit værk, som rummer mere end 70 års fascination af dyret, spækket med flotte, fortællende billeder.
Anton Raundahl er født og opvokset med køer i barndomshjemmet i Tvis ved Holstebro i Vestjylland, og selv om hans arbejdsliv bød noget andet, har han altid holdt fast i sin passion for køer.
1. bind – raceportræt
Der findes hverken foderplaner eller en guide til staldindretning eller lovkrav, men til gengæld findes der næsten alt andet.
Første bind er et raceportræt af 34 racer, der bliver avlet med i Danmark. Med alt fra de kendte racer som holstein og jersey til mere ukendte racer som white park – med færre end 10 eksemplarer i Danmark.
Der er beskrivelser af kødracer, som for eksempel charolais, simmental, hereford og den ekstensive race highland cattle til mere ukendte racer som for eksempel dværg-zebu. Og selvfølgelig en gennemgang af de bevaringsværdige racer.
2. bind – alt andet
Andet bind kommer både omkring historie, naturvidenskab, kunst, kultur, klima og religion – alt med koen i centrum.
Bogen beskriver, hvordan det hele begyndte med uroksen og tæmningsprocessen, og hvordan man i dag er tæt på at have noget, der minder om uroksen, som er sat ud både på Sjælland – ved Lejre og ved Smørum – og i Nordjylland.
Der er fokus på avl, genetik og en beskrivelse af, hvorfor man kan takke hestefolket for, at vi i dag kan inseminere blandt andet køer. Til en forklaring om, hvad det i grunden betyder, når man siger, at man avler efter NTM. Der er faktisk svar på det hele.
Spækket med billeder
Bogen er spækket med billeder og sågar malerier med koen i fokus. Her har forfatteren valgt at lave et portræt at ti forskellige kunstnere, hvor køerne i deres kunst spiller en særlig rolle.
Man bliver også taget med verden rundt og får et indblik i, hvilken betydning koen har i religion, og hvad man bruger den til i andre lande.
Der er i alt over 700 siders læsning i de to bind, som henvender sig til en enorm bred læserskare. Anton Raundahl har også svært ved at definere en målgruppe.
- Jeg tror, de fleste, som har køer vil finde mange spændende ting i bogen. Samtidig tror jeg også, at folk, som ikke har noget med køer at gøre, vil finde mange interessante ting. Jeg forestiller mig, den kommer bredt ud, fortæller forfatteren.
Bogen kan bestilles på nettet og fås hos boghandlere landet over fra den 16. februar. Den koster 350 kroner for bind 1 (312 sider) og 400 kroner for bind 2 (400 sider).