Grøn messe vil være bedre og større
Have & Landskab i Slagelse overgår i slutningen af august måske rekorderne fra 2017.

De besøgende på Have & Landskab ’19 kan formentlig studere rekordmange stande. Foto: Jesper Hallgren
De tre sidste hverdage i august – onsdag den 28. til fredag den 30. august – løber messen Have & Landskab af stablen på ZBC’s arealer på C. A. Olesensvej i Slagelse.
Den grønne messe, som holdes i ulige år, havde et fantastisk 2017 med rekordmange besøgende og udstillere. Arrangørerne håber dog at overgå rekorderne på 11.259 besøgende og 276 udstillere.
Vejret spiller naturligvis en rolle omkring besøgstallet, men antallet af udstillere er allerede i skrivende stund meget tæt på de 276 stande, der var at finde på det store område i 2017. Og standsalget løber vel at mærke frem til åbningen.
Opgangstider i én retning
Formand for Have & Landskabs bestyrelse, slotsgartner og adjungeret professor ved Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Palle Kristoffersen, var da heller aldrig rigtig i tvivl om, at en rekord var inden for rækkevidde til årets udstilling.
- Vi er trods alt Skandinaviens største fagmesse for den grønne branche. Og eftersom opgangstiderne kun er fortsat i én retning, siden den store succes vi havde med sidste udstilling, har der også været god grund til at være optimistisk i forhold til Have & Landskab for i år, siger Palle Kristoffersen.
International klasse
Udstillingsledelsen har i år også gjort sig umage for at skabe en bedre, unik faglig oplevelse. Tiltaget »Fagligt Forum« sprænger således rammerne med tre dages workshops i international klasse, der nu supplerer de solide faglige indlæg.
Dertil kåres Maskinleverandørernes Innovationspris på åbningsdagen med præsentation af henholdsvis ti verdens- og danmarksnyheder, hvor Bertel Haarder (V) står for at overrække priserne på messen, der alle tre dage har åbent fra klokken 9 til 16.
- Vi bestræber os altid på at blive større og bedre fra gang til gang, men der er virkelig sket et ryk i 2019, fastslår bestyrelsesformanden.
Tid: Onsdag den 28. august kl. 9-16.
Torsdag den 29. august kl. 9-16.
Fredag den 30. august kl. 9-16.
Sted: Adresse: Jernbjerggården, C.A. Olesensvej 2, 4200 Slagelse.
Arrangører: Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Danske Planteskoler, Danske Anlægsgartnere og Maskinleverandørerne, Park, Vej & Anlæg.