I en undersøgelse, der er lavet af Madkultur under Miljø- og Fødevareministeriet, fremgår det, at brugen af kartofler til aftensmaden er for nedadgående. I 2015 var kartofler en del af 44 procent af alle aftensmåltider, men det tal er nu nede på 33 procent. Det er især blandt de ældre danskere, at faldet i brugen af kartofler har været markant. Her er faldet på 20 procentpoint fra 62 procent i 2015 til 42 procent i 2018.

- Der er mange forklaringer på kartoflens tilbagetog. En forklaring er, at vi bruger stadig mindre tid i køkkenet. Dels laver vi mindre mad fra bunden. Dels er det sådan, at når vi endelig laver mad, så bruger vi kortere tid på det. En stigende andel af danskerne siger, at de bruger mindre end 15 minutter på at lave mad. Og der er det problem, at man altså ikke kan koge kartofler på mindre end 15 minutter, siger direktør i Madkultur Judith Kyst til TV2 Nyhederne.

Færrest unge spiser kød

Til gengæld er brugen af kød i måltider steget fra 72 procent i 2015 til 73 procent nu. Men hvis den nuværende demografiske udvikling fortsætter, kan man måske se frem til et fald i fremtiden. Blandt de yngste danskere er brugen af kød nemlig mærktbart mindre end blandt resten af befolkningen. Kun 68 procent af de 18-25 årige bruger kød, mens det tilsvarende tal for resten af aldersgrupperne ligger mellem 71 og 75 procent.

Undersøgelsen har også set på de mest populære middagsretter, og her er klassikeren rugbrød med pålæg stadig mest populær med 6,6 procents andel af alle retter, foran kylling med kartofler og/eller grønt med 5,7 procent, mens pizza er tredjemest populært med 5 procent.

De mest populære middagsretter

Nr. Andel (%) Ret
1 6,6% Rugbrød med pålæg
2 5,7% Kylling med kartofler og/eller grønt
3 5,0% Pizza
4 4,4% Bøf med tilbehør
5 3,4% Brød med pålæg, sandwich
6 3,0% Burger eller bøfsandwich
7 3,0% Koteletter og schnitzler
8 2,6% Frikadeller
9 2,5% Gryderet
10 2,3% Pastaret