Rundt omkring i det østdanske landskab var det de store mejetærskere, nogle af dem nyeste modeller, der var i gang med dagens høst.

Sådan var det dog ikke på en mindre mark i Endeslev ved Hårlev i Østsjælland. Her var det de noget mindre, og i dag af mange oversete, veteranmejetærskere, tærskeværk og veterantraktorer, der var i gang med høst – herunder presning af halm.

Det var Veteran Traktorens Venner, der har base på Lolland-Falster, og ført an af Jens Peter Ridder og en række andre entusiaster, når det gælder bevarelse af landbrugets gamle mejetærskere, traktorer, plove, harver, med mere, der havde indbudt til historiske høstdage.

Flot linet op stod godt en halv snes gamle veterantraktorer, hvis de da ikke var spændt foran plov eller harve, og langsomt »tøffede« op og ned ad markerne i det let kuperede terræn.

Pløjet, harvet og høstet

Over to dage blev der blandt andet pløjet, harvet, høstet, og presset småballer. Efterhånden lidt af et særsyn at se på danske marker.

De fremmødte fik dermed god mulighed for at se nogle af de gamle maskiner i brug. De kan stadig, omend nogle af dem – som deres moderne efterfølgere – ind i mellem havde brug for lidt service. Det var dog blot en kærkommen lejlighed til lidt erfaringsudveksling for veterantraktorernes venner.

Begge dage var der pænt fremmøde af interesserede, der kunne se, hvordan markarbejdet foregik, da farfar og farmor var yngre.

- Veteran Traktorens Venner har for nylig haft træf på Sydhavsøerne, men vi er nok 25-30 medlemmer fra Sjælland, der synes, det kunne være sjovt og spændende at vise de gamle maskiner frem i vores område, fortæller Jens Peter Ridder til LandbrugØst.

Veteran Traktorens Venner har blandt andet til formål at bevare, køre og restaurere de gamle maskiner og for at en traktor, mejetærsker, en maskine eller et redskab kan klassificeres som veteran, skal den eller det være mindst 25 år gammel