Den familieejede virksomhed Bogballe, der producerer handelsgødningsspredere, sælger hovedparten af sine aktier til den danske kapitalfond Erhvervsinvest. Den nuværende direktør i Bogballe og barnebarn af familievirksomhedens stifter, Nils Jørn Laursen, fortsætter dog med at eje en aktieandel i selskabet og vil fremover være Bogballes største aktionær næstefter Erhvervsinvest.

Erhvervsinvest er en dansk kapitalfond, der ser det som sin opgave at hjælpe veldrevne danske virksomheder videre, for eksempel i forbindelse med generationsskifte. Erhvervsinvest opkøbte for eksempel sidste år alle aktierne i Agrometer, der producerer og forhandlet gylleudstyr til landbruget.

Dermed foreligger der heller ikke afgørende signaler om, at opkøbet af Bogballe vil ændre firmaets produktportefølje.

- Forventningen er, at virksomheden skal fortsætte, om end væksten de seneste år er aftaget en smule. Bogballe er en velfungerende og moderne virksomhed, der har mistet pusten en smule på det seneste. Vi tror på, at vi får kurven til at pege den anden vej, og det kommer også til at ske, siger ledende partner i Erhvervsinvest, Thomas Marstrand til Børsen.

 

Medarbejderne fortsætter

Bogballe, der i alt har 60 ansatte og har sin produktion placeret i den lille landsby Bøgballe nord for Vejle, eksporterer sine produkter til 90 lande.

Producenten har et historisk godt tag i det danske marked for liftophængte gødningsspredere og har da også produceret flotte, om end let faldende, overskud de senere år.

Således er Bogballes gødningsspredere kendte for sit brede produktprogram fra små og simple spredere til de nyeste og topmoderne spredere med et særdeles højt teknologiindhold, såsom vejeceller, gps-afblænding, kant- og kilespredningsudstyr med mere, alt sammen naturligvis også som Isobuskompatible løsninger.

Direktør Nils Jørn Laursen fortsætter i sin funktion i firmaet og venter, ligesom de nye ejere, at der er ny vækst for firmaet lige om hjørnet.

Ny bestyrelsesformand for Bogballe bliver tidligere topchef i Grundfos, Carsten Bjerg.