Mange spændende programpunkter til Store Hestedag

Heste og hunde er i centrum på Store Hestedag på Dyrskuepladsen i Roskilde, hvor man kan opleve over 1.000 heste og et stort antal hunde.

Flere end 1.000 heste og et stort antal hunde er i centrum, når Roskilde Dyrskue lørdag den 2. og søndag den 3. september – begge dage klokken 8 til 18 – for 14. gang arrangerer Store Hestedag på Dyrskuepladsen i Roskilde.

Programmet er vanen tro stort og spækket med spændende fremvisninger, kåringer, udstillinger, hesteshows, og konkurrencer. Samtidig er det muligt at se de mange heste i staldene, og de mange hunde med deres ejere på hundeudstillingen.

Der var sidste år omkring 22.000 besøgende på Store Hestedag er det muligt at deltage i clinics, opleve det store hesteshow, lære om hestemassage, men også at få gode råd og tips til tidridning, ligesom man kan opleve horsemanship på nærmeste hold.

Også hundedage

Store Hestedag er vanen tro også hundedage. Arrangørerne arbejder sammen med Dansk Kennel Klub og nogle af de mange tilhørende specialforeninger for at få så stor og bred hundeudstilling som muligt.

Flere end 20 specialracer er repræsenteret, men der er også mulighed for at se hunde uden stamtavler. Man er naturligvis også velkommen til at tage sin egen hund med. I snor forstås.

Stort marked

På Store Hestedag er der også et meget stort antal firma- og maskinudstillere, samlet under overskriften Rytter- og Fritidsmarkedet.

Rundt på den store plads er en lang række stande, hvor det er muligt at købe praktisk taget alt til rytter til hest eller hund. Fra store hestetrailere, til midler mod lopper og flåter, videre over hestestrøelse til et galleri, der laver hunde- og hesteportrætter.

De besøgende kan ikke blot se og overvære de mange fremvisninger, shows, kåringer og udstillinger. Således kan de besøgende også tage del i blandt andet clinics, eller få gode råd på de forskellige stande til, hvad man kan gøre for at få et bedre samvær med hund og hest.

Planlæg besøget

Da der begge dage foregår rigtig mange spændende ting, flere end 170 programpunkter, er det en rigtig god idé, at man i forvejen har planlagt, hvad man gerne vil se.

Besøget kan planlægges ved at anvende Store Hestedags særdeles gode hjemmeside på storehestedag.dk.

Via hjemmesiden kan man sammensætte sit helt eget program. Under dette kan man eksempelvis vælge hvilken dag, man vil besøge arrangementet, og derefter gennem filtrering inden for en række oplistede kategorier, finde præcis de programpunkter, der kan have ens særlige interesse. 

Læs også