Juletræerne skal have topkvalitet
I et presset marked er der fortsat efterspørgsel efter de gode danske juletræer. Derfor blev der på Langesømessen hentet inspiration til produktionen. Ikke mindre end 2.800 var mødt, heriblandt mange udenlandske opkøbere.
For fire-fem år toppede priserne for juletræer. Siden er produktionen blevet øget i Tyskland og i Østeuropa. Det har ført til et pres på priserne på juletræer de seneste år.
Som verdens største eksportør af juletræer med knap 10 millioner træer årligt mærkes det naturligvis hos de danske juletræsproducenter.
Som verdens største eksportør af juletræer med knap 10 millioner træer årligt mærkes det naturligvis hos de danske juletræsproducenter.
- Men heldigvis er Danmark kendt for en gennemsnitligt høj kvalitet, som fortsat efterspørges på mange markeder. Derfor er det afgørende at kunne producere kvalitet i disse år, lød det fra formanden for Danske Juletræer, Martin Petersen, Outrup ved Varde, da der forleden blev afviklet messe for juletræsbranchen på Langesø Gods på Fyn.
Stor tilstrømning
Ikke mindre end 2.800 deltog i den traditionsrige juletræsmesse – både danske og udenlandske opkøbere, grossister og firmaer med tilknytning til branchen.
- Vi kommer her hvert år, selv om udstillingen ligner sig selv. Der er jo altid lidt at tage med hjem, og samtidig møder vi kolleger her på gangene, lød det fra juletræsproducent Peter Bie fra Jelling og skoventreprenør Morten Petermann, Give, mens de studerede en billig løsning fra Bio Toppii til at rette de øverste grene ud i vandret stilling.
- Det er nødvendigt med den sidste finish for at få en god pris for træerne, siger Peter Bie, som hjemme har 100.000 nordmannsgraner på 20 hektar, der alle afsættes gennem Skovdyrkerforeningen Syd.