Gods politianmelder fund af forgiftede fisk
Godsejer er chokeret over fund af forgiftede fisk på godsets udlejede jagtarealer i Store Vildmose.
Birkelse Hovedgaard har politianmeldt fund af forgiftede fisk på godsets udlejede jagtarealer i Brønderslev Kommune. Politianmeldelsen sker umiddelbart efter, at Birkelse Hovedgaard var blevet underrettet om fund af fisk, der antageligt er blevet forgiftet med et ulovligt insektmiddel. Forgiftningen er antagelig sket med det formål at forgifte rovdyr af mårfamilien eller områdets fredede rovfugle, lyder det fra Birkelse Gods, der gennem advokatfirmaet Hjulmand Kaptain har udsendt en pressemeddelelse.
Birkelse Hovedgaard har sammen med arealernes jagtlejere truffet beslutning om, at al jagt på arealet ind-til videre suspenderes.
Godsejer Jørgen Skeel udtaler:
- Vi er stærkt chokerede over fundet. Det er totalt uacceptabelt, hvorfor vi umiddelbart efter underretningen af fundets karakter, traf beslutning om at foretage en politianmeldelse. Vi vil til bunds i dette her, hvil-ket også er baggrunden for, at vi straks har taget opfølgende kontakt til Naturstyrelsen.
Jørgen Skeel udtaler supplerende:
- Det kan ikke udelukkes, at forgiftning af fiskene har forurenet vand i området. Dette skal vi nu have afkla-ret i samarbejde med myndighederne. Dette må vi naturligvis have stærk fokus på at få afklaret, hvem der har foretaget denne kritisable handling. Vi er meget tilfredse med samarbejdet med Naturstyrelsen.