15 unge fra LandboUngdom udveksler erfaringer
Den 26. april 2016 og én uge frem skal 14 unge fra LandboUngdom til Holland på studietur, som en del af en udvekslingsaftale med den hollandske organisation Plattelands Jongeren Bathmen.
17 hollændere var på besøg i Danmark i efteråret 2015. Formålet er at blive klogere på hvordan de unge i Holland driver foreningsarbejde i landdistrikterne.
- Vi skal ned og med egene øjne opleve, hvordan man i Holland arbejder med unge og foreningsarbejde, medlemsrekruttering, aktivitetsudvikling og lederuddannelse. Vi skal deltage i forskellige aktiviteter og workshops, og forhåbentlig kommer vi hjem med en masse ideer, som vi kan give videre til vores lokale medlemmer, siger Steffen Pedersen, formand i Lemvigegnens LandboUngdom og med i LandboUngdoms Aktivitets- & kursusudvalg, som står for turen.
Udover de rent faglige aktiviteter skal de unge også opleve lidt af Holland.
- Det bliver også tid til faglige og kulturelle oplevelser på turen, hvor vi blandt andet skal ud se en kyllingeproduktion, besøge en mælkeproducent og en osteproducent. Vi skal også forbi det berømte blomstermarked i Keukenhof samt en tur på kanalrundfart i Amsterdam. Vi skal vi bo privat hos de hollandske værter, hvoraf flere var med på hollændernes tur til Danmark i efteråret.
- Det bliver en stor oplevelse og et glædeligt gensyn med vennerne i Holland, slutter Lene Kirk Sunesen fra Vestjysk LandboUngdom, som også skal med på turen til Holland.
Udvekslingen er støttet af Erasmus+.





































