Artiklerne er skrevet af rådgivere og dyrlæger, som er i daglig kontakt med fåreavlere. Magasinet er på 16 sider og udkommer 4 gange i 2016. Det overvejes at øge det antal i 2017 og beslutningen herom afhænger af de reaktioner, som kommer fra læserne i løbet af dette år.

Undersøgelse af læsernes vurderinger af det nye magasin indgår nemlig som en større aktivitet i et projekt, støttet af Fåreafgiftsfonden, som udgiverne af magasinet - Team Fårerådgivning - gennemfører i 2016. Kort fortalt vil fåreavlere på forskellige måder blive inviteret til at bidrage med svar på spørgsmålet: Hvordan søger fåreavlere med forskellige interesser og besætningsstørrelse faglig information i dagens Danmark.?

Ud fra svarene forventer vi at få en bedre pejling af, hvordan faglig viden fra fagpersoner, som formidles via blade, websitet og nyhedsmail bedre kan komme til at spille bedre sammen med fåreavleres egen erfaringsudveksling på sociale medier som Facebook og Fåredebatten. Og dermed give Team Fårerådgivning et grundlag for at kunne gennemføre en række moderniseringer af den nuværende informationsformidling til fåreavlere, så den i højere grad passer til det nye mediebillede med stigende brug af sociale medier.