Spar Nord Leasing oplever øget efterspørgsel, og derfor udvider virksomheden nu medarbejderstaben med fire mand, hvoraf to får base på Sjælland.

- Det betyder, at vi går fra én til tre mand på Sjælland. Vores nuværende mand på Sjælland, kundechef Jørn Sørensen, får således selskab af to nye kundechefer, Henrik Boesen og Peter Bertelsen, fortæller direktør hos Spar Nord Leasing, Jens Peter Madsen.

Han forklarer, at Spar Nord Leasing også tidligere har dækket Sjælland med tre mand, men at de alle tre altså nu bliver lokale.

- Det gør selvfølgelig, at vores indsats på Sjælland bliver mere effektiv, og det bliver nogle kundechefer med et større lokalkendskab. Så der er tale om, at vi får noget yderligere landbrugskapacitet på Sjælland, fortæller Jens Peter Madsen.

- Men det er også en oprustning generelt, for det, at der nu bliver to nye kundechefer på Sjælland, gør, at der bliver frigjort ressourcer til at betjene det jyske og det fynske marked. Og desuden har vi fået en ny kundechef i Aalborg, Micael Søe Nielsen, samt en salgsassistent, tilføjer Jens Peter Madsen.

Marked i vækst

Spar Nord Leasings oprustning er en reaktion på, at leasingmarkedet er vækstet med 28 procent i 2015 ifølge de seneste tal fra brancheforeningen Finans og Leasing. Tallene fra 1. kvartal 2016 tyder på, at den positive udvikling fortsætter, vurderer Jens Peter Madsen.

Det er især på entreprenør- og transportområdet, at der er vækst, forklarer han.

- Vi har fire sektorer, vi beskæftiger os med, og det er transport, landbrug, entreprenører og industri. Den største vækst ligger inden for udstyr til virksomheder på entreprenør- og transportområdet. Og det er både nuværende Spar Nord-kunder samt kunder, der alene ønsker at lave en leasingaftale, fortæller Jens Peter Madsen, og tilføjer:

- Især mærker vi en øget efterspørgsel i de mindre og mellemstore virksomheder, som sætter stor pris på den personlige dialog og en høj grad af tilgængelighed.

Bredt spænd

Derimod er der ikke vækst inden for landbrugsområdet, konstaterer direktøren.

- Vi forventer ikke den store vækst på landbrugsområdet med de afregningspriser, der er på mælk og svin i øjeblikket. De lave noteringer betyder, at landmændene er lidt tilbageholdende med at foretage nye investeringer, siger Jens Peter Madsen, og tilføjer:

- Men der er selvfølgelig altid nogle reinvesteringer hen ad vejen, der skal foretages.  Det kan eksempelvis være landmænd, der har en fem år gammel traktor, der nu skal udskiftes med en ny model. Eller en mejetærsker eller en gyllevogn.

Spar Nord Leasing leaser ud til et bredt spænd af landbrugsbedrifter – lige fra almindelige landmænd, velkonsoliderede planteavlere, maskinstationer og husdyrproducenter.

Virksomheden, der deler hovedsæde med banken Spar Nord i Aalborg, er siden slutningen af 2014 gået fra at beskæftige 16 til i dag 22 medarbejdere, som dækker hele landet.

Jens Peter Madsen oplyser, at Spar Nord Leasing i dag har en markedsandel på knap fem procent i Danmark.