Esben Lunde Larsen lancerer Europas første økologiske erhvervsteam
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har netop udpeget medlemmerne af Europas første økologiske erhvervsteam. Erhvervsteamet skal komme med anbefalinger til, hvordan Danmark får en styrket, markedsdrevet økologisektor.
Det går godt for dansk økologi. Det går faktisk så godt, at en af de største udfordringer for økologien er, at sektoren ikke kan følge med efterspørgslen efter økologiske varer. For at sikre, at producenter og landmænd kan fylde hylderne op i supermarkederne, og at økologierhvervet bliver sikret de bedst mulige markedsvilkår, har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen nedsat et økologisk erhvervsteam.
- Det er fantastisk, at økologien i Danmark har det godt. Men jeg tror, at økologien rummer et endnu større potentiale – og måske endda særligt i de egne af Danmark, hvor øget vækst og beskæftigelse er særligt tiltrængt. Derfor vil regeringen gerne støtte op om økologiens muligheder for at vokse på markedsvilkår. Det økologiske erhvervsteam kan netop hjælpe med at finpudse rammevilkårene, så unødige regler og manglende samarbejde på tværs af den økologiske sektor ikke står i vejen for udvikling af økologien, siger Esben Lunde Larsen.
Erhvervsteamets arbejde skydes i gang på et kick-off møde 2. juni 2016, og teamet har en bred repræsentation fra den økologiske sektor. Erhvervsteamet skal komme med anbefalinger, der kan styrke en markedsdrevet økologisektor, og arbejdet forventes at ligge klar i foråret 2017.
- Jeg er glad for, at lancere Europas første økologiske erhvervsteam, og den endelige sammensætning af erhvervsteamet er rigtigt stærkt. Jeg synes, vi har ramt en bred skare af medlemmer, der på hver sin vis kan spille ind med input til, hvordan vi styrker en markedsdrevet udvikling af økologien, siger Esben Lunde Larsen.
Erhvervsteamet er nødvendigt, hvis Danmark fortsat skal være et økologisk foregangsland, understreger organisationen.
Kirsten Lund Jensen skal være tovholder for den gruppe, der skal sikre fortsat vækst i det danske økologiske råvaregrundlag.
Økologisk erhvervsteam:
Medlemmer:
Bent Graakjær, ejer af Westergaards Hotel
Brian Tholstrup Nybo, adm. direktør, Aurion
Claus Juel Jensen, direktør, Netto
Jørgen Nicolai Nielsen, CEO, Northern Greens
Kirsten Lund Jensen, økologichef, Landbrug & Fødevarer
Laurent Ponty, kategoridirektør, Arla
Merete Holst, direktør, Meyers Kantiner
Poul Erik Jørgensen, vicedirektør/landbrugsdirektør, Nykredit
Paul Holmbeck, direktør, Økologisk Landsforening
Poul Pedersen, direktør, Thise A/S
Simon Clemens, kok og brødmand, Brød & Co.
Svend Brodersen, ejer, Gram Slot
Thomas Roland, CSR-chef, COOP
Vivi Kjersgaard, produktchef, Hørkram Foodservice A/S




































