En svaghed for Hereford med horn
Merete Nielsen, Ribjerg Hereford, er passioneret Hereford-avler.
Det er med glæde og stolthed i stemmen, når Merete Nielsen, Ribjerg Hereford i Ståby ved Broby fortæller om sin besætning, der i anledningen af Kødkvægets Dag græsser hjemme ved gården.
- Hereford er bare et kønt dyr. De er meget godmodige – altid rolige at omgås, lyder det fra Merete Nielsen, der har 14 køer plus opdræt i besætningen.
- Det er første gang, vi har åben stald. Det krævede lige lidt overtalelse fra de andre i Herefordforeningen Klub Fyn, men det er faktisk helt sjovt, lyder det fra Merete Nielsen, der glæder sig over den megen hjælp og opbakning, som de øvrige medlemmer har budt ind med.
- Der har jo været en del forberedelser i dagene op til arrangementet, men de har været flinke fra klubben til at komme og hjælpe til, fortæller Merete Nielsen om dagen, hvor hendes mand og indehaver af Højrup Auto, Hans Erik Pedersen, også stod for fremvisning af trailere, havemaskiner og veterantraktorer, ligesom svigersønnen, Claus Nielsen, havde sat maskiner fra Vantinge Maskinstation til skue.
En barnedrøm
Besætningen »Ribjerg Hereford« startede i 1980 med en krydsningskalv af Hereford.
- Jeg har altid som barn sagt, at jeg skulle have en Hereford-besætning. Så da jeg flyttede hjemme fra, købte jeg den første krydsningskalv, fortæller Merete Nielsen, og hun understreger, at de skal have horn og ikke være polled.
Ifølge kødkvægavleren har dyrene med horn en lidt anden bygning.
- Det er efterhånden bare blevet svært at finde Hereford med horn, så nu er det nærmest blevet en princip-sag for mig, smiler Merete Nielsen, der altid indkøber renracede avlstyre, og indimellem også har købt kvier ind med stamtavle.
Læs mere i næste uge LandbrugFyn om den fynske herefordavler