Oftest er der mere stille i en kostald end i en svinestald og i hvert fald end i en slagtesvinestald.

Men der kan blive endnu mere stille, hvis det rullende materiel udskiftes med eldrift, og det kan Weidemann-importøren Stemas nu tilbyde med en 100 procent eldrevet læssemaskine, eHoftrac.

Den knækstyrede læssemaskine kan monteres med de gængse redskaber, der kendes fra producentens maskiner med forbrændingsmotor. 

Mindre forurening 

Den umiddelbare fordel ved en eldrevet læssemaskine til indendørsbrug eller kombineret indendørs og udendørs brug er at den er forureningsfri og støjsvag.

Men dertil kommer, at der også er en driftsøkonomisk fordel ved at køre med eHoftrac.

Ifølge Stemas er der op til 50 procent færre driftsudgifter ved at lade sig læssemaskine køre på elektricitet, ligesom der vil være en 43 procents forbedring af CO2-regnskabet i forhold til dieseldrift.

Læssemaskinen eHoftrac vejer 2.350 kg og klarer en tiplast på 1.348 kg. Den kører op til seks timer på en opladning.