For 40 år siden blev Inge Lise Sanko ansat i daværende Kalø-Knebelvig Landboforening, og Frank Bødker blev – ligeledes for 40 år siden - ansat i daværende Rougsø-Sønderhald herreders Landboforening. Både Inge Lise Sanko og Frank Bødker er uddannede regnskabsassistenter og har i årenes løb beskæftiget sig med de fleste afarter af regnskabsarbejde. Det gælder både de gængse som bogføring, moms, status og opgørelse, og så har de samtidig formået at føje en ekstra dimension til hver deres arbejdsfelt. Frank Bødker har beskæftiget sig meget med den edb-mæssige drift i foreningen, mens Inge Lise Sanko har bevæget sig i den driftsøkonomiske retning med budgetlægning og analyse af landbrugsregnskaber. Både Inge Lise og Frank vil på jubilæumsdagen få overrakt Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs sølvmedaljer, som er en hæderspris for lang og tro tjeneste.

Som noget ganske unikt kan landboforeningen i år mønstre en 50-års jubilar! Regnskabskonsulent Ellen Margrethe Pedersen blev som kun 17-årig ansat i daværende Kalø-Knebelvig Landboforening i 1966. Ellen Margrethe har i alle disse år arbejdet i Økonomiafdelingen og fulgt med i den enorme udvikling – lige fra fyldepenne, hovedbøger, statsobligationer og alt nedskrevet i hånden sidst i 60’erne – og frem til nutidens avancerede IT-teknologi, indviklede regnskabsregler og trådløs kommunikation! Ellen Margrethe har i mange år haft ansvar for en stor gruppe landmænds regnskaber og er desuden specialist i dødsbobehandling. Hun modtog allerede for 10 år siden den flotte sølvmedalje.

Alle tre jubilarer har således - trofast og loyalt, og med stort engagement – arbejdet tilsammen 130 år i landboforeningens tjeneste på Djursland.

Økonomiafdelingens daglige chef Henrik Larsen udtaler: "Som chef for afdelingen er jeg stolt over at kunne præsentere og fejre SÅ mange års erfaring på én dag – samlet på kun tre personer. I foreningen er der rigtig god stabilitet blandt medarbejderne, og det vidner om, at vi har et godt arbejdsmiljø, hvor alle med ildhu yder et godt stykke arbejde hver dag. Den store erfaring er også vigtig for en arbejdsplads, når nye og unge kommer til. Vi håber, der kommer mange for at være med til at fejre de tre jubilarer".

Jubilæumsdagen finder sted i Djursland Landboforenings lokaler på Føllevej 5 i Følle fredag, den 24. juni kl. 12-15, og alle er velkomne.