Temamøder hos økologer
Økologisk Rådgivning tilbyder to gratis temamøder for nye økologer, potentielle økologer og andre interesserede.
Den sidste tirsdag i juni og den første tirsdag i juli har Økologisk Rådgivning gratis temamøder for nye økologer, potentielle økologer og andre interesserede.
- Vi besøger to økologiske bedrifter, der har specialiseret sig i at afsætte direkte til forbrugerne. Landmændene vil fortælle om deres bedrifter, og deltagerne vil have mulighed for at stille spørgsmål undervejs, oplyser økologikonsulent Sandie Holm fra Økologisk Rådgivning.
Det er en god mulighed for at få inspiration med hjem til egen bedrift, og samtidig lære økologiske kollega-landmænd at kende. Økologikonsulenten fra Økologisk Rådgivning vil fortælle om regler og tilskudsmuligheder.
Kyndeløse og Glim
Det første møde finder sted tirsdag den 28. juni klokken 19.00-21.00 hos Kirsten og Johan Frederiksen på Stensbølgård i Kyndeløse ved Kirke Hyllinge i Hornsherred, hvor parret har malkekøer, et mobilt hønsehus og stalddørssalg af æg og grøntsager samt gårdbutik.
I samme tidsrum ugen efter – tirsdag den 5. juli – er temamødet hos Aase og Ulrik Salmonsen på Valnødlund i Glim ved Roskilde. De har hjorte, høns, jordbær og grøntsager, og produkterne sælges gennem gårdbutik og vareudbringning.
Temamøderne er en del af projektet »Omlægningstjek 2016«, der er støttet af Fonden for økologisk landbrug, og tilmelding skal senest fredag den 24. juni ske til Sandie Holm på sah@ecoadvice.dk.




































