I 2015 var delstykker fra krydsningskalve blandt de hovedingredienser, som de fire deltagende kokke i Sol over Gudhjem fik at arbejde med. Danish Crown Beef er med igen i år for at møde de flere tusinde gastronomiinteresserede, der tager til Bornholm for at overvære konkurrencen.

- Sidste år havde vi en fantastisk dialog med de mange gør-det-selv køkkenchefer og gourmetelskere, som følger konkurrencen. Vi uddeler simpelthen smagsprøver og får så en snak om alle de fortræffeligheder, dansk kalvekød har, fortæller Claus Hein, salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Sammen med kalveproducenten Kurt Bjerrum og hans hustru Marianne står han selv klar til at tage snakken med dem, der kommer forbi på lørdag. I 2015 var der stor opmærksomhed omkring de såkaldte krydsningskalve, hvor jerseykøer bliver krydset med en kødkvægsrace med det klare mål at skabe bedre økonomi i opdrættet af kalvene.

- Krydsningskalvene vil selvfølgelig også være et stort samtaleemne i år på grund af den gode dyrevelfærdshistorie. Jeg vil dog gerne snakke Dansk Kalv mere generelt, for det er et produkt, hvor der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved forholdet mellem pris og kvalitet. Og så har Dansk Kalv en ensartethed, der gør det til det sikre valg for enhver, der gerne vil imponere vennerne med en udsøgt middag, siger Claus Hein.  

Kokkene, der skal konkurrere om titlen i Sol over Gudhjem 2016, er vinderen af konkurrencen i 2015 Morten Falk, køkkenchef på kadeau Bornholm, Henrik Jyrk, køkkenchef på Kul i København, David Johansen, køkkenchef på Kokkeriet, og Karlos Enrique Ponte Maldonado, køkkenchef på Taller i København.