Generationsskifte og måske nye afgrøder på Boderupgaard
Steffan Mikkelsen bliver tredje generation på Boderupgaard, og han overvejer at halvere sukkerroearealet på grund af udsigten til lavere sukkerpriser.
Den 1. januar 2017 indleder 33-årige Steffan Mikkelsen og hans far, Lars Mikkelsen, et glidende generationsskifte på Boderupgaard ved Eskilstrup på Nordfalster.
Steffan Mikkelsen bliver dermed tredje generation på gården, som hans farfar købte i 1971 efter at have drevet den som forpagter i cirka 20 år. Den 33-årige landmand købte i 2010 Birkegaarden ved Idestrup en snes kilometer syd for Eskilstrup.
Gårdene, der begge er på 300 hektar, er siden blevet drevet sammen, og sådan vil det fortsætte fremover. Herudover er der forpagtet yderligere 300 hektar, så Steffan Mikkelsen kommer i alt til at drive 900 hektar.
Ny 41-fods mejetærsker
Til høsten 2016 har han og hans far investeret i en ny New Holland 9.90 rotormejetærsker med 41-fods skærebord. Og for at have rigelig høstkapacitet beholder de en lidt ældre New Holland 9080 med 30-fods skærebord. Udover deres eget skal der nemlig også høstes 150 hektar for en kollega.
I de senere år har Steffan Mikkelsen og hans far dyrket sukkerroer i 180 hektar. Det er imidlertid ikke sikkert, at arealet med sukkerroer bibeholdes helt fremover.
- Som jeg ser det, er der ingen tvivl om, at sukkerprisen bliver lavere, end vi har været vant til. Jeg forestiller mig, at dækningsbidraget i sukkerroer vil falde voldsomt og komme til at ligge på niveau med raps og hvede, spår Steffan Mikkelsen.
- Derfor må det siges, at det efter alt at dømme bliver nogle delvist anderledes vilkår, jeg kommer til at drive planteavl under, konstaterer den unge landmand.
Læs hele reportagen i næste uges LandbrugØst, der allerede kan ses på vores hjemmeside.





































