Svineformand: Skræmmende antal konkurser
37 svinebedrifter er gået konkurs i årets første seks måneder. Det er flere end i hele 2015 alene. Skræmmende tal, lyder det fra svineformand.
Det er en af de meget kedelige statistikker, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort.
I første halvår af 2016 er hele 37 svinebedrifter således gået konkurs. Det er flere end hele sidste år, og en voldsom stigning i forhold til årerne før.
Om end det ikke er overraskende, at mange svineproducenter har det svært i forhold til lave afregningspriser og stigende omkostninger, som de danske svineproducenter har lidt af i gennem en lang periode, så er tallet tankevækkende, lyder det fra Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter.
- Vi har alle sammen hørt om bekendte, naboer og kollegaer, der har måtte dreje nøglen om og forlade hjemmet. Så det er ikke overraskende, men når man så ser tallet, så er det da skræmmende, det som foregår, siger han.
I sidste uge blev en ny analyse fra CBS omkring de danske rammevilkårs betydning for danske landmænd offentliggjort. Analysen konkluderede, at en gennemsnitlig dansk svineejendom har mistet 936.000 kroner årligt i indtjening, som følge af især danske skatter og afgifter, i forhold til nabolande.
Ifølge Henrik Mortensen fremhæver analysen alt det, som der især er årsagen til, at det for tiden går så galt.
- Man driver jo vold på det her erhverv, og har tømt det totalt for penge. Vi har ikke haft muligheden for at tjene penge. Så der skal ske noget, og det skal gå stærkt. Men igen, det har vi jo sagt længe, siger Henrik Mortensen.







































