NaturErhvervstyrelsen har siden januar 2016 efterlyst landmænd, som muligvis har fået en forkert afgørelse efter, at EU-Domstolen slog fast, at blandt andet lufthavnsarealer kan være støtteberettigede.

Hvis du mener at have modtaget en forkert afgørelse, er det vigtigt, at du sender en blanket inden 1. august.  

De arealer, der kan være støtteberettigede, er arealer, hvor vi tidligere har lagt vægt på, at hovedformålet med arealet ikke har været landbrugsmæssigt. Det drejer sig typisk om lufthavnsarealer, lysåbne arealer i skov og rekreative arealer.

Efter EU-Domstolens dom 2. juli 2015 er det afgørende, at landbrugsaktiviteten ikke er væsentligt hæmmet af andre ikke-landbrugsaktiviteter.

Vi har modtaget 287 blanketter i alt. Vi anbefaler, at du undersøger, om du har mulighed for at få støtte.

Vi skal modtage en blanket senest 1. august
Hvis du mener, du har krav på kompensation eller betalingsrettigheder, skal du udfylde en blanket, som du finder på vores hjemmeside – følg linket sidst i dette afsnit.

Vi skal have modtaget blanketten senest 1. august 2016, hvis du mener, du kan komme i betragtning til den kompensation, vi annoncerede i april.

Læs mere om arealstøtte med tilbagevirkende kraft og find blanketterne på naturerhverv.dk

Kort om arealstøtte med tilbagevirkende kraft
For at komme i betragtning til den kompensation vi annoncerede i januar, skal du leve op til følgende betingelser:

  1. Du har i perioden 2005 til 2015 søgt arealstøtte til lufthavnsarealer, rekreative arealer, lysåbne arealer i skov eller lignende, og
  2. du har fået en afgørelse og eventuelt også fået inddraget betalingsrettigheder og er evt. blevet mødt af et tilbagebetalingskrav for allerede udbetalt støtte fordi hovedformålet ikke var landbrug.
  3. For at få tildelt nye betalingsrettigheder skal du være aktiv landbruger i 2016 eller 2017.

Læs mere i nyheden fra 26. januar "Efterlysning: Sager om arealstøtte 2005-2015"

For at komme i betragtning til den mulighed for kompensation, vi annoncerede i april, skal du leve op til følgende betingelser:

  1. Du har i perioden 2008 til 2014 søgt arealstøtte til lufthavnsarealer, rekreative arealer, lysåbne arealer i skov eller lignende og har haft nok betalingsrettigheder til at få støtte
  2. du har enten fået en afgørelse eller undladt at søge støtte til arealet som konsekvens af NaturErhvervstyrelsens afgørelser, vejledning og udmeldinger i 2009 og frem.
  3. Du har i den forbindelse fået inddraget betalingsrettigheder.

Du skal også have:

  • haft rådighed over arealet i det støtteår, du søger kompensation for
  • anmeldt arealet i fællesskemaet i de år, du søger kompensation for
  • fortsat en landbrugsaktivet på arealet i den periode, du søger kompensation. Dvs. minimum slåning hvert andet år i perioden 2008- 2014 og slåning i 2015.

For at få tildelt betalingsrettigheder under den nye kompensationsordning for enten 2016 eller 2017 er det en betingelse, at du har fået inddraget betalingsrettigheder pga. af manglende udnyttelse i 2 år eller i 2015. Samtidig skal du leve op til kravene om at være aktiv landbruger i 2016 eller 2017 afhængig af, hvilket år betalingsrettighederne skal tildeles for.

Vi vil ved en ny vurdering af arealet lægge afgørende vægt på, om der har foregået en faktisk landbrugsaktivitet på arealet. En landbrugsaktivitet kan eksempelvis være dyrkning af græs med henblik på slæt eller afgræsning.

Læs mere i nyheden fra 19. april "1.000 landmænd kan alligevel få landbrugsstøtte med tilbagevirkende kraft"

Pr. 1. august gælder de almindelige forældelsesregler for afgørelsessager
Hvis du mener, at du kan komme i betragtning til den kompensation, vi annoncerede i januar, har du også mulighed for at sende en blanket til os efter 1. august. Vær opmærksom på, at efter 1. august gælder den almindelige forældelsesfrist, da suspensionen af forældelsesfristen ophæves.