Arbejde og fest på hjemstavnsgården
Hygum Hjemstavnsgård afholder i dagene 14. - 17. juli arrangementet "Landsbyen i arbejde og fest", hvor der vises livet på landet, håndværk og husholdning for ca. 100 år siden.
Der bliver hugget kvas og lavet tørv. Lørdag og søndag er hesten spændt for gangværket, der trækker en hakkelsemaskinen. Det er fra dengang man brugte rigtige hestekræfter i stedet for elmotor.
Sejlmageren kommer og viser, hvordan man reparerer sejl til selvbinderen eller laver nye sejl. Smedene er i gang med reparationer af gamle maskiner. I den gamle smedje er man i fuld gang med at lave en ny låge til indgangen på Hjemstavnsgården. Der kommer også en del navere i deres fine tøj, og viser forskellige håndværk. Ved spændhuset vises hvordan hørren bearbejdes, og det er lige fra frø til færdig garn. Samme sted vises der plantefarvning.
Ved museet er forskellige vogne udstillet, og indenfor kan man se de gamle redskaber og maskiner, både til landbrug og landhusholdning. I det gamle stuehus bliver der bagt klatkager. Historisk køkken bager vafler, kærner smør og uddeler smagsprøver. I stenovnen bages der boller og kringle. Bloksaven, trukket af den gamle Frichsmotor, saver store træstammer til fine planker. I køkkenhaven er der gang i grøntsagsproduktionen.
I aktivitetshuset har naverne en hule, og i samme hus, er der en udstilling af gamle radioer. Det er en samling Hjemstavnsgården har fået af Tage Rosenkilde.
For børnene er der hestevognskørsel, og mange andre aktiviteter. Den fine Ferguson-udstilling er åben hver dag. Søndag formiddag er der cykelringridning, så husk at tage en cykel med.




































