En New Holland CR 10.90 blev læsset direkte på blokvognen fra Farmas’ stand på Landsskuet for nylig og kørt ud til køberen.

Mejetærskeren er den tredje af sin type, der er solgt i år i Danmark, og den første der ruller ud fra Farmas.

Siden mejetærskermodellen blev introduceret i 2015 er der solgt i alt fem maskiner – inklusiv den, der stod på Landsskuet. To styks sidste år og tre i år.

På landsplan sælges der omkring 200 nye mejetærskere af alle modeller om året i Danmark, oplyser Farmas.

Mejetærskersalget ikke slut endnu

Generelt går salget af mejetærskere godt i maskinforretningen, der dækker en stor del af det midtjyske fra Grindsted mod syd til Fjerritslev mod nord.

- Vi har solgt 11 nye mejetærskere i år med et skærebord på i gennemsnit 30 fod, oplyser salgschef Thomas Mikkelsen.

Årets mejetærskersalg bliver opgjort den 1. august, men Thomas Mikkelsen er sikker på, at der bliver solgt flere inden.

- Salget er ikke slut endnu. Der er altid nogen, der får brug for mere kapacitet i sidste øjeblik. Eksempelvis hvis de køber eller lejer mere jord, eller hvis en maskine brænder. Derfor har vi altid mejetærskere på lager, fortæller han.

Kæmpe på bælter

Den nyligt solgte CR 10.90’er, Farmas havde udstillet på standen, kan bryste sig af at være optaget i Guinness’ Rekordbog for at høste 100 ton i timen i otte timer.

Maskinen har en korntank på 14.500 liter og en vægt på 20 ton. På grund af den høje vægt fås den kun med bælter.  Den har to langsliggende rotorer og 651 hestekræfter.

Den solgte model er monteret med et 41 fod skærebord, hvilket svarer til 12,2 meter. Dermed passer mejetærskeren i markbrug, der praktiserer faste kørespor.