Mens de store op til 40 fods mejetærskere i den seneste tid har bjærget tonsvis af korn på rekordtid på de fynske marker, lader mange nok tankerne gå år tilbage, hvor det gik anderledes adstadigt til i høstens tid. Med tid til kaffe og ostemadder serveret i halmen, og måske en øl til for at skylle halsen for støv.

Romantikken lider nok et lille knæk, når der netop tænkes tilbage på en varm høstdag på traktoren uden førerhus med en støvende bugseret Dronningborg mejetærsker lige bag sig.

Derfor var der da også indlagt en ølpause, da to Dronningborg-maskiner på henholdsvis fem og seks fod tiltrak sig behørig opsigt i en hvedemark i Kullerup en aftenstund forleden.

- Det her gør vi kun for pjat. Men det er rigtigt hyggeligt, lød det fra ejeren, Peder Mortensen fra Rørbæk, der i over 40 år har kørt som chauffør hos en vognmand i Revninge.

For fire år siden fik han sig en Massey Ferguson 135 til sin 60 års fødselsdag, og da så en nabos mejetærsker var til salg, faldt han også for den.

- Den skulle blot smøres, så høstede den, fortæller han i ølpausen, hvor den perfekt rensede hvede samtidig betragtes i kornvognen.

Siden er så endnu en Dronningborg kommet til i samlingen hos den østfynske chauffør.