Nature Energy og Trekantområdets leverandører i samarbejde om biogas
Der ligger allerede en række moderne biogasanlæg i det jysk-fynske, hvor grøn biogas baseret på gylle sendes på naturgasnettet. Men der er plads til flere.
Energiselskabet Nature Energy har inden for det seneste år kunnet indvie topmoderne biogasanlæg i både Holsted, på Nordfyn og på Midtfyn. Nu er blikket rettet mod Middelfart og Kolding kommuner, der begge har stillet sig positive over for at få større biogasanlæg etableret. Et samarbejde med Trekantområdets forening for Biomasseejere betyder, at der sættes gang i processen med at få verificeret potentialet for biogasbyggeri i områderne: De første indikationer viser, at der er rigeligt med gylle til både et vestfynsk anlæg og et anlæg på den anden side af Bæltet, i nærheden af Kolding. Administrerende direktør i Nature Energy, Ole Hvelplund siger om samarbejdet:
- Vi har nu indgået en hensigtserklæring med leverandørerne i Trekantområdet, og det betyder, at vi har forpligtet hinanden til et seriøst samarbejde, hvor både potentiale, opbakning og økonomi skal tænkes ind. Vi tror på to sunde projekter og ser frem til at fortsætte udviklingen af dansk biogasproduktion sammen med de engagerede, lokale leverandører, så vi kan få endnu mere vedvarende energi ud til de danske gaskunder.
De 52 leverandører i Trekantområdets forening for Biomasseejere har arbejdet med tankerne om biogasanlæg i området siden 2013 og glæder sig over at være rykket et skridt nærmere en realisering:
- Som landmænd har vi længe været opmærksomme på de mange fordele for både vores drift og for det omkringliggende miljø, ved at vi får gyllen afgasset i biogasanlæg. Nu begynder biogasanlæggene at skyde op i det danske landskab, og den udvikling vil vi meget gerne tage del i. Nature Energy har erfaringen med både etablering og drift af anlæg, så vi ser frem til et samarbejde, siger formanden for leverandørerne, Asger Christensen.
Der forventes anlæg i størrelsesordenen 400.000 ton biomasse pr. stk. som da vil kunne producere i alt ca. 26 mio. m3 grøn gas til naturgasnettet. Det svarer omtrent til forbruget i ca. 16.000 husstande.
Interesserede landmænd kan henvende sig til Lars Baadstorp, PlanAction, på tlf. 29 43 74 45.
Hensigtserklæringen om et samarbejde mellem Nature Energy og Trekantområdets forening for Biomasseejere er underskrevet 16. august 2016.
Fakta:
Trekantområdets forening for Biomasseejere er en forening af landmænd omkring Kolding og på Vestfyn, som har et ønske om at deltage til etablering, drift og medejerskab af biogasanlæg i deres nærområde, med henblik på at få afgasset deres husdyrgødning inden udbringning på jorder. Foreningen tæller i dag 52 medlemmer.
Nature Energy er ledende aktør i Danmark på biogasområdet og producerer biogas på anlæg, som etableres og ejes sammen med lokale landmænd og interessenter. Nature Energy har en ambition om fortsat at øge investeringer i grønne løsninger, herunder at opgradere biogas til brug i det landsdækkende naturgasnet. Nature Energy driver foreløbigt 4 biogasanlæg ved hhv. Holsted og Vaarst i Jylland, samt på Midtfyn og Nordfyn.





































