Få en forsmag på Økologisk Høstmarked til Arla Food Fest
Når Arla Food Fest løber af stablen denne weekend i Kongens Have i København, kan man få en forsmag på det landsdækkende Økologisk Høstmarked, som finder sted weekenden efter - d. 3.-4. september.
I denne uge har to danske børnefamilier været på besøg på to forskellige økologiske gårde på Sjælland for at høste økologiske grøntsager og opleve øko-landbruget på første hånd.
De har således taget forskud på en oplevelse, som alle danskere har mulighed for at få, når der i weekenden d. 3.-4. september er 80 økologiske gårde spredt over hele landet, som åbner stalddørene til Økologisk Høstmarked.
De to familier går i denne weekend på ”kokkescenen” til Arla Food Fest sammen med tv-kokken Louisa Lorang og laver mad med de råvarer, de har høstet ude på gårdene. De foregår henholdsvis kl. 16.15-16.45 om lørdagen og fra 12.30-13.00 om søndagen.
De to landmænd, der driver henholdsvis Ventegodtgaard og Nørbys Grøntsager, kommer også med på scenen og fortæller om, hvordan de har dyrket råvarerne, og hvorfor de har valgt at være økologer. Efterfølgende vil der være smagsprøver på de økologiske retter.
Masser af øko-viden og inspiration
- Vi ønsker at pirre de unges nysgerrighed omkring økologisk mad, og hvordan råvarerne bliver produceret - og dermed være med til at opbygge et fundament for deres fremtidige madkultur. Med denne event håber vi at give de mange børn, unge og forældre, der deltager i Arla Food Fest, ekstra viden om økologien samt en masse tips og gode idéer, de kan tage med hjem i deres eget køkken. Ligesom vi gør til Økologisk Høstmarked weekenden efter, hvor børn som voksne kan komme ud og opleve deres lokale økologiske madlandskab, når økologer over hele landet inviterer indenfor, siger Birgitte Nygaard.
Foreningen har desuden et telt på Arla Food Fest, hvor man kan komme og møde en lokal, økologisk landmand og ”høste” sine egne økologiske grøntsager.
Bevidsthed gennem gårdbesøg
Peter og Susanne Hoffmann Nielsen og deres tre teenagesønner er en af de familier, der skal på scenen i weekenden.
- Både mine tre drenge, min kone og jeg er meget interesserede i natur, landbrug og fødevarernes vej fra jord til bord. Så det var en rigtig god oplevelse at være ude og besøge Jens på Ventegodtgaard og høre ham fortælle om sin produktion, siger Peter Hoffmann Nielsen.
Familien bor til dagligt inde midt i København og har ikke noget tæt forhold til landbruget, men de tager gerne på gårdbesøg, når de økologiske landmænd inviterer til eksempelvis høstmarked eller Økodag.
- Jeg synes, det er vigtigt at gøre drengene bevidste om, at vi skal passe på vores omgivelser. Og jeg håber, at besøget hos Jens er medvirkende til. Så når de står og skal købe frugter og grøntsager i butikken, når de bliver ældre, vil de måske huske på det besøg og vælge øko-varerne, selvom de er lidt dyrere - fordi de ved, hvorfor det koster mere. At varerne er fri for sprøjtegifte for eksempel, siger Peter Hoffmann Nielsen.
Til Økologisk Høstmarked vil man også mange steder kunne følge råvarernes rejse lige fra jorden til det færdige, veltillavede økologiske måltid. Flere af gårdene samarbejder med lokale kokke og arrangerer fællesspisning.
Se, hvilke gårde i nærheden af dig, der holder åbent til Økologisk Høstmarked





































