Seks øko-markeder i weekenden
Fynske økologiske bedrifter indenfor til høstmarked på lørdag og søndag.
Traditionen tro afholdes der landet over høstmarkeder hos godt 80 økologiske landmænd i den første weekend i september. Det sker også i år, og på Fyn deltager i år seks bedrifter. Det er Nørremadegaard i Rynkeby, Dreyers Økologiske Gårdbutik ved Brændekilde, Verningelund ved Tommerup, Nørregård Økologi ved Aarup, Westergaards Planteskole ved Kerteminde, samt Høkildegaard Landhandel ved Vester Skerninge.
En af de økologiske gårde, der inviterer på gårdbesøg er Nørremadegaard. Her kan man opleve grisene i det fri, samt plantagen med hyld, kvæder og buskfrugt.
Desuden kan man gå på opdagelse i andre økologiske specialiteter lavet af andre lokale landmænd i området. Derudover kommer CUBA fra Kerteminde og viser deres håndgjorte varer og der bydes på lækre grillpølser, kage og kaffe.
Økologiske råvarer på menuen
Kokken Jesper Johannesen fra Gastroteket fremstiller en lækker 2 retters menu under sloganet »Råt, sprødt og sødt«, med råvarer fra gården.
- Jesper Johannesen har været ude på gården, og sammen har vi været igennem alle de afgrøder, gården byder på. Herudfra har han udvalgt en række bær, frugter og grøntsager, som han sammensætter til en lækker menu. Naturligvis med kød fra gårdens økologiske dyr, fortæller Dorte Daugaard fra Nørremadegaard.
Søndag vil elever fra Nymarksskolen og Marslev skole lave workshop med madbrød og grønt over bål og viser frem i deres haver. Desuden vil der være Høstgudstjeneste i haven bag gården, arrangeret af Rynkeby-Revninge sogn.
Læs mere på www.høstmarked.dk og find øvrige værtsgårde på Fyn og over hele landet. Aktiviteterne varierer fra gård til gård, og nogle gårde har kun åbent én dag.




































